DFDS træder ud af et svært år: Topchef ser lyspunkter i usikkert og uforudsigeligt 2025
Et svært 2024 er overstået for DFDS, og det danske færge- og logistikselskab har nu taget hul på et 2025, hvor usikkerhed og uforudsigelighed heldigvis i nogen grad opvejes af fremgang på Den Engelske Kanal og et spirende håb om fred i Ukraine.
Det forgangne år har foruden et udeblivende europæisk opsving budt på øget konkurrence i Middelhavet og en overtagelse af tyrkiske Ekols internationale netværk, der for nuværende er tabsgivende.
- 2024 har været et hårdt år for os og økonomisk en skuffelse, siger Torben Carlsen, der er administrerende direktør i DFDS, til MarketWire.
- Det lykkedes os at skabe organisk vækst i den her ret hårde makrosituation, som markedet har været udsat for, og så har der været stor fokus fra vores side i fjerde kvartal på at komme i gang med integrationen af Ekol efter transaktionen i fjerde kvartal, fortsætter han.
I 2025 vil DFDS fokusere på at nå breakeven i det internationale netværk fra Ekol, og samtidig skal en række turnaround-projekter i Logistics understøtte udviklingen.
Tidligere på ugen kunne DFDS blandt andet oplyse, at man har afskediget 125 kontormedarbejdere som led i omstruktureringen af det internationale netværk. Breakeven ventes at være nået ved udgangen af 2025.
TOLDBARRIERER KAN PÅVIRKE I BEGGE RETNINGER
Med årsskiftet har verdenssituationen ændret sig. USA har fået en ny præsident i Donald Trump, der i sin første måned som overhoved har truet med told på varer fra blandt andet EU. Det skaber usikkerhed for forbrugerne.
- Udover at verden ikke er blevet mere sikker, er den jo heller ikke blevet mere forudsigelig. Normalt, da vores område er Europa og tilstødende vande, ville vi få glæde af, at der er usikkerheder omkring, siger Torben Carlsen og henviser til trusler om toldbarrierer fra særligt USA.
- Det, der kan gøre, at det ikke kun er positivt for os, at man skal producere nærmere på sig selv, er, hvis omstændighederne betyder, at væksten i Europa kommer yderligere under pres, fortsætter han.
En opblussen i den europæiske vækst udeblev i 2024, og den er fortsat under pres i 2025. Hos DFDS ser man dog ikke tegn på, at den skulle forværres på nuværende tidspunkt.
DFDS venter dog ikke en direkte påvirkninger fra det politiske skift i USA.
- Jeg tror ikke, at det er effekterne fra duoen Musk og Trump, der bliver vores udfordring i 2025. Det bliver forhåbentlig at se den fremgang, vi har set på Den Engelske Kanal, fortsætte i 2025 med den bedre balance, der er på efterspørgsel og udbud af kapacitet, fortæller Torben Carlsen.
DFDS ser dertil positivt på sin forretning i Tyrkiet og i Nordafrika, mens man i Østersøen har tilpasset kapaciteten efter krigen i Ukraine, hvilket kan give en positiv effekt i 2025.
UKRAINSKE "FREDSFORHANDLINGER"
Et andet punkt på den politiske dagsorden i USA har været at skabe fred i Ukraine. Igennem de seneste uger har udsendte på vegne af USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, forhandlet om betingelserne for en fredsaftale.
DFDS er i en position, hvor man vil kunne træde til i tilfælde af fred i Ukraine, og når landet skal genopbygges.
- Vi har lidt logistikaktiviteter i Ukraine, og vi forventer, at der vil komme aktivitet i og omkring Sortehavet, hvis Ukraine skal i gang med en genopbygning. Der vil vi med vores position i Istanbul kunne se, hvilken rolle vi kan få - også i Polen for den sags skyld - sammen med vores eksisterende aktiviteter i Ukraine, siger Torben Carlsen.
Forhandlingerne mellem USA og Rusland har dog mødt kritik. Ikke mindst fra Ukraine, der ifølge præsident Volodymyr Zelenskyj ikke var inviteret med ved forhandlingsbordet i den saudiarabiske hovedstad Riyadh. Det var EU heller ikke.
- Jeg ved ikke, om man kan kalde det fredsforhandlinger, den måde de er kommet i gang på - det er selvfølgelig bekymrende, siger Torben Carlsen.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›