USA/tendens: Investorer gør klar til ny optur
De amerikanske aktiemarkeder indikeres at åbne i plus onsdag, da markedet umiddelbart er ved at sætte problemet Cypern i relief. Investorerne kan se frem til den amerikanske centralbanks rentemelding efter danske børslukketid, og før markedets åbning er der kommet en række regnskaber, som afventer markedets dom.
Futures, kontrakter der lader investorer spekulere i fremtidige indeksniveauer, ligger i plusser på 0,2-0,5 pct. for Dow Jones, Nasdaq og S&P500.
Tirsdag var markedet presset af usikkerhed omkring Cyperns fremtid i eurosamarbejdet, da det cypriotiske parlament forkastede den redningsplan, som trojkaen havde forhandlet hjem med landets regering.
- De amerikanske investorer tror ikke på, at euroen vil kollapse. Der er lidt udmattelse i markedet, og folk føler, de har set denne her film før. Der er en fornemmelse derude af, at aktierne, selv efter de stærke stigninger, er fair prissat, og det hjælper til at understøtte markedet, siger Blackrocks chefinvesteringsstrateg, Russ Koesterich, til Bloomberg News.
Onsdagens mest dramatiske nyhed på det amerikanske aktiemarked er, at solcelleproducenten Suntechs banker har begæret selskabets største division, Wuxi Suntech, konkurs. Aktien styrter med ikke mindre end 43,7 pct. i formarkedet.
Fedex falder med 3,3 pct. til 103 dollar i formarkedet efter en skuffende melding om selskabets tredje kvartal. Selskabet fik et overskud per aktie (EPS) på 1,23 dollar mod ventet 1,38 dollar ifølge Bloomberg News. Omsætningen i kvartalet landede på 11,0 mia. dollar, hvilket var en spids bedre end ventet.
For hele året sænker Fedex dog sine forventninger og ser nu et justeret resultat per aktie på 6,00 til 6,20 dollar mod tidligere ventet 6,20 til 6,60 dollar. Markedet havde estimeret 6,34 dollar.
Modsat stiger softwareproducenten Adobe med 5,7 pct. til 43,07 dollar i formarkedet efter at have præsenteret markedet for en omsætning i kvartalet, der sluttede med udgangen af februar, på 1,01 mia. dollar mod ventet 0,99 mia. dollar. Resultatet eksklusive særlige poster landede på 0,35 dollar per aktie med ventet 0,31 dollar per aktie.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›