Fredagens aktier: Transportaktier rykkede sig fremad
Fredagens handel på det danske aktiemarked kom godt fra start, men skiftede til bakgear kort efter fondsbørsens åbning. Trods en lille fremdrift fra morgenstunden endte det samlede C20 Cap-indeks med at skride i svinget og lukke i negativt terræn.
C20 Cap-indekset lukkede i minus 0,9 pct. i indeks 552,2.
Med størstedelen af C20-aktierne i minus kunne kun få af de mest handlede danske aktier i eliteindekset slutte dagen i plus - begge Mærsk-aktier og DSV-aktien steg, mens også William Demant Holding og Vestas sluttede med små plusser.
Resten af C20-indekset blev løbende parkeret på den anden side af nulpunktet og måtte tage på weekend med fald.
Mærsk-koncernens A- og B-aktier steg henholdsvis 0,4 pct. til 38.640 kr. per A-aktie og 0,2 pct. til 41.040 kr. per B-aktie i fredagens handel. Fredag morgen bød på godt nyt for kæmperederiet, da spotraterneindekset på Shanghai Shipping Exchange tog et gevaldigt hop på 22 pct. til 1133,1 i forhold til ugen før.
For DSV-koncernens vedkommende blev der ikke leveret større nyheder i løbet af fredagen, men aktien holdt sig i positivt terræn og lukkede 0,5 pct. i plus til 139,7 kr. per aktie.
Vestas, som ellers i løbet af fredagen offentliggjorde to store ordrer i henholdsvis Australien på 107 megawatt og på Filippinerne på 87 megawatt. endte med en forsigtig stigning på 0,8 pct. til 81,4 kr. per aktie.
Nederst i C20-indekset endte Carlsberg uden større nyheder med et fald på 2,9 pct. til 513 kr. per aktie.
Novo Nordisk-koncernen endte desuden med at falde samlet 2,1 pct. til 893 kr. per aktie i fredagens handel på trods af en vurdering fra Handelsbanken om, at aktien har en kursstigning forude.
Uden for C20 kunne Matas-aktionærerne i løbet af dagen se morgenens entusiasme over for det nye selskab på børsen lægge sig en smule. Efter at være steget markant fra starten faldt aktien en smule tilbage til 119 kr. per aktie - 4 kr. fra noteringskursen på 115 kr. per aktie.
Medicinal-selskabet Veloxis Pharmaceuticals lukkede dagen med en stigning på 18,3 pct. til 0,71 kr. per aktie efter torsdagens annoncering efter børslukketid om, at selskabet har haft positive resultater med sit nye produkt til behandling af organ-afstødning hos nyretransplanterede patienter.
Også i medicinalsektoren måtte Genmab sluge et kursfald på 6,3 pct. til 174 kr. per aktie, uden at dagen dog bød på større nyheder for selskabet.
/ritzau/FINANS
Morten A. Rasmussen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›