Lundbeck/dir: Mest sandsynligt at ankesagen vindes

Udgivet den 02-09-2013  |  kl. 13:55  |  

Lundbeck har ikke haft svært ved at træffe beslutning om at anke den store bøde på 700 mio. kr., som EU-Kommissionen udskrev i juni for brud på konkurrencelovgivningen. Muligheden for, at få nedbragt eller annulleret kæmpebøden vægter tungt sammenlignet med de ventede udgifter til at føre retssagen. Dertil kommer, at selskabet er overbevist om, at dets aftaler ikke brød gældende konkurrenceret.

EU-Kommissionen nåede ellers frem til den stik modsatte konklusion i juni og udskrev den største konkurrencebøde nogensinde til et dansk selskab. Det skete med henvisning til, at Lundbeck i 2002 indgik aftaler med en række producenter af kopimedicin for at få dem til at forsinke deres kopier af det danske medicinalselskabs antidepressiv, Citalopram.

Der var dog ifølge Lundbeck ikke tale om, at selskabets aftaler begrænsede konkurrencen. Kopiselskabernes Citalopram-versioner var nemlig alle fremstillet ved hjælp af processer, som Lundbeck havde gældende patenter på, understreger Mette Carlstedt, Senior Vice President, Corporate Legal hos Lundbeck. Grunden til at Lundbeck alligevel indgik aftalerne og betalte i alt 498 mio kr., for at selskaberne ikke markedsførte deres kopimedicin, var alene, at domstolssystemet ikke gav mulighed for at få procespatenterne håndhævet tilstrækkeligt hurtigt og effektivt. Derved stod Lundbeck til at miste endnu mere, end det betalte kopiselskaberne for at respektere patentet. Samtidig stod erstatningerne, domstolssystemet efterfølgende ville give mulighed for, slet ikke mål med tabet af indtjening på Citalopram, der i 2002 omsatte for 5,2 mia. kr. Derfor indgik branchen dengang ofte den type aftaler.

Det centrale i Lundbecks forsvar er dog især, at aftalerne derved ikke ydede selskabet bedre beskyttelse mod kopikonkurrencen, end selskabets egne patenter gjorde.

- Det altid har været antaget af eksperter og advokater, at det for den her type aftaler har været afgørende, at man ikke kom ud over patentet. Havde vi lavet nogle aftaler, der omfattede alle former for Citalopram uanset, hvordan det var fremstillet, så ville det ikke have været lovligt. Så var vi gået ud over den beskyttelse, vi i forvejen havde. Men så længe, at aftalerne holder sig til, at de ikke må benytte bestemte fremstillingsmetoder, så har det været lovligt, fordi man ikke fik bedre ret, end man fik med patenterne, vurderer Mette Carlstedt over for Ritzau Finans.

Hun mener, at EU-kommissionen med bøden tilsidesætter retspraksis og i stedet indfører en ny praksis på området, hvor det afgørende er, om der foreligger en betaling. Den logik forstår Lundbeck dog ikke, og alternativt mener Mette Carlstedt ikke, at selskabet kan dømmes efter reglerne 11 år efter indgåelsen af kontrakterne.

Afgørelsen af ankesagen, der vil blive ført ved EU-retten i første instans anslår Lundbeck kommer inden for to til tre år. Det kan dog tage helt op til seks år, før sagen bliver endeligt afgjort, hvis den ankes til EU-domstolen.

Lundbeck har allerede hensat 700 mio. kr. til bøden, og skal under alle omstændigheder betale beløbet i tredje kvartal. Hvor store omkostningerne bliver til selve appelsagen, er svært at sige, men Mette Carlstedt håber at kunne holde udgifterne under 10 mio. kr. dog med forbehold for, at sagen kan trække ud.

- Ritzau Finans: Hvor stor sandsynlighed ser du for at I vinder.

- Det får man aldrig en advokat til at sætte sandsynligheder på, men jeg vil sige, at det er mest sandsynligt, at vi vinder og ikke ender med at skulle betale bøden, siger Mette Carlstedt.

Fortilfælde er der ifølge Mette Carlstedt få af, og de falder ud til både til selskabernes fordel og ugunst.

- Grunden til, at EU-Kommissionen har truffet den her afgørelse, er også, at den ikke ønsker den her type aftaler længere. Den måde det fungere på er så, at afgørelsen publiceres og får samme effekt, som hvis det havde været en domstolsafgørelse. Så retter alle ind, og det har den effekt, at ingen tør indgå den her type aftaler nu, siger Mette Carlstedt.

- Der er ingen tvivl om, at der for mig at se, sidder meget dygtige jurister i Kommissionen. De forholder sig bare til, hvorledes de gerne vil have, at retstilstanden er i dag, og ikke hvordan den var dengang. Men man kan altså ikke udstede en bøde med tilbagevirkende kraft, siger Mette Carlstedt.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:56 Europa/lukning: Siemens Energy endte i rekord efter AI-løfte fra Trump
17:08 Onsdagens aktier: Ørsted fortsatte nedturen i let rødt C25
17:06 Onsdagens obligationer: Renten endte fladt på trods af ECB-taler
16:22 Ny tiårig statsobligation bliver den toneangivende til februar
16:11 Italiensk NKT-konkurrent i rekord på aflyst ameikansk fabriksprojekt
16:00 Goldman om Ørsted: Nyt tilbageslag kan være på vej
15:51 USA/åbning: Netflix fører an i bred tech-optur
15:42 Amerikansk forbrugsvaregigant i hopla på ødsle forbrugere
14:38 USA/tendens: Netflix tager fokus med vild kundehøst i ventet grøn åbning
14:08 Vestas og Ørsted er blandt seks danske selskaber på bæredygtig liste
13:29 Europa/aktier: Indeks på rekordkurs med svensk AI-selskab i top
13:17 Siemens Energy er flyvende på undervurderede muligheder inden for gasdrevne AI-datacentre
12:32 Genmab-partners salg af guldæg lever op til seneste prognose
12:16 Vestas får milliardordre i Ukraine
11:39 Obligationer/middag: Renten bevæger sig sidelæns før Lagarde går på talerstolen i Davos
11:38 Aktier/middag: Novo tager fronten i grønt C25 mens Ørsted fortsætter nedtur
10:28 ECB's Lagarde afviser at være bagud med rentenedsættelserne
10:23 DFDS-topchef: Kapacitet i Middelhavet skal tilpasses - ser nettooverskud nær breakeven i 2025
09:30 H+H er ifølge Danske Bank en opkøbskandidat: Hæver anbefaling til "køb"
09:27 Aktier/åbning: Grøn åbning med Novo Nordisk i top - DFDS i stiv kuling efter melding