Aktier/middag: Ekko af onsdagens regnskabscrescendo
Ekkoet efter onsdagens tre store C20-regnskaber fra Vestas, FLSmidth og Lundbeck lægger grundtonen i baggrundsmusikken for torsdagens aktiehandel.
Det vurderer seniorrådgiver i Jyske Bank, Martin Munk i en kommentar til aktiemarkedet torsdag middag.
- Vi ser FLSmidth i bunden at indekset efter kursstigningen i går, der kom i lettelse over, at det ikke var værre. I dag kommer der så nedjusteringer af estimater fra en række analysehuse, og vi har også selv nedjusteret vores estimater. Og der er nogen, der tager taget gevinst hjem på aktien, vurderer han.
Ingeniøraktien ligger torsdag middag i bunden af eliteindekset C20 Cap med et kursfald på 2,6 pct. til 282,30 kr.
Samlet ligger C20 Cap-indekset "fladt", noterer Martin Munk, med et marginalt fald på 0,1 pct. til 655,98, og dermed spejler indekset udviklingen på de store aktiemarkeder i London, Paris og Frankfurt, hvor indeksene falder op til 0,3 pct.
Næstnederst i indekset befinder Vestas sig. Aktien falder 1,1 pct. til 165,30 kr., og også her skal kursfaldet ses i relation til onsdagens markante stigning på tæt på 15 pct., mener Martin Munk.
- Der tages gevinster hjem, noterer han.
Den tredje af onsdagens regnskabsaktuelle C20ere, Lundbeck, bremser også fremgangen - om end med beskedne 0,1 pct. til 126,40 kr. efter onsdagens stigning på 4,45 pct.
Analytikerne reagerer torsdag med kursmåls- og anbefalingsændringer for både Vestas og FLSmidth.
Société Générale har hævet kursmålet for Vestas til 200 kr. fra 175 kr. og fastholdt sin købsanbefaling, mens Nordea også har kvitteret med et nyt kursmål på 185 kr. mod tidligere 170 kr. Banken har også fastholdt sin købsanbefaling.
FLSmidth har fået sænket sin anbefaling af den amerikanske storbank JPMorgan til "neutral" fra tidligere "overvægt". Banken har desuden skåret kursmålet til 290 kr. fra 365 kr. Også Sydbank har sænket anbefalingen af aktien til "sælg" fra "hold".
Analytikerne har også skruet en smule på kursmålene for Lundbecks aktie. Analytikerne hos Deutsche Bank har hævet kursmålet med en femmer til 155 kr., mens Société Générale har hævet kursmålet med to kroner til 90 kr. Danske Bank har hævet sit kursmål for Lundbeck-aktien til 115 kr. fra 100 kr., mens anbefalingen "sælg" fastholdes.
Pandora-aktien finder torsdag middag lidt støtte i en analyse fra Danske Bank, der forventer solide præstationer fra Pandora på både top- og bundlinje. Danske Bank har genoptaget dækningen af Pandora-aktien med anbefalingen "køb" og et kursmål på 315 kr. Aktien reagerer behersket med en stigning på 0,4 pct. til 268,80 kr.
Uden for C20-indekset offentliggjorde Genmab sit regnskab for tredje kvartal efter lukketid onsdag. Regnskabet viste, at det er lykkedes for Genmab at vende et underskud på 44,6 mio. kr. i tredje kvartal af 2012 til et overskud på 5,3 mio. kr. i 2013.
Genmab fastholder forventningerne til helåret og venter fortsat en omsætning på 550-590 mio. kr. og et negativt EBIT på 10-75 mio. kr.
Jyske Bank har hævet sit kursmål for Genmab-aktien til 210 kr. fra tidligere 182 kr., men samtidig sænket anbefalingen til "sælg" fra "reducer". Danske Markets hæver sit kursmål for aktien til 275 kr. fra tidligere 230 kr. Anbefalingen her er fortsat "køb", skriver banken i en aktiekommentar torsdag.
Aktien reagerer med et plus på 4,1 pct. til 248,90 kr. efter en kursstigning på 3,6 pct. onsdag.
Torsdag formiddag kom der trafiktal for oktober fra SAS. Flyselskabet opnåede i oktober en stigning i passagertrafikken, målt på antal fløjne passagerkilometer (RPK), på 0,8 pct. i forhold til samme periode i 2012. I september steg RPK med 1,6 pct. Yieldâen, der dækker over omsætningen per fløjet passagerkilometer, faldt i september med 3,9 pct. For oktober ventes yieldâen at være negativ. Yielden udregnes altid en måned efter de øvrige tal. Aktien reagerer på de friske trafiktal med et kursfald på 1,9 pct. til 15,20 kr.
Det aarhusianske minikonglomerat Schouw & Co har offentliggjort kvartalsregnskab. Schouw kom ud af tredje kvartal med en markant fremgang på både top- og bundlinje. Regnskabet er dog præget af, at Schouw har solgt reservedelsproducenten Grene og derfor justeret forventningerne. Aktien falder 1,9 pct. til 106,50 kr.
Torsdagens har yderligere budt på regnskaber fra Andersen & Martini (uændret), Topotarget (+2,0 pct), Cbrain (+1,6 pct.), Trifork (uændret). Skjern Bank (+0,3 pct.).
Overordnet er er fortsat de aktuelle og de kommende regnskaber, der præger stemningen på aktiemarkedet - f.eks. forventningerne til Mærks-regnskabet i næste uge, mener Martin Munk. Eftermiddagens rentemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB, tillæger han derimod ikke den store betydning.
- Vi venter ingen dramatik derfra, bemærker Martin Munk.
/ritzau/FINANS
Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›