USA/lukning: Tesla og Apple trak op i positiv ugestart
De amerikanske aktier indledte mandag den nye uge med moderat fremgang efter sidste uges tilbagefald på 2,1 pct.
Tirsdag morgen indikerer handlen med futures desuden en positiv åbning i New York senere på dagen. Stigningerne står til 0,1-0,2 pct.
Mandag var det Tesla, der især løftede humøret efter forlydender om, at den kommende Trump-regering vil lempe på lovkravene til selvkørende biler, men der var også plusser til flere andre teknologinavne som eksempelvis Apple.
En undtagelse var dog Nvidia efter andre spekulationer om, at chipkæmpens nye flagskib, Blackwell-chippen, oplever overophedninger. Samtidig trak Novo-konkurrenten Eli Lilly igen ned i markedet.
Forrige uge steg de amerikanske aktier med 4,7 pct. i kølvandet af Donald Trumps valgsejr, da hans økonomiske politik ses støtte økonomien og virksomhederne, men omvendt ligger renterne af samme grund nu også noget højere, og derfor spekuleres der i, at USA's centralbank, Federal Reserve, næste år vil decelerere lempelserne i pengepolitikken.
Japanske Nomura var mandag den første af de globale finanshuse til at byde ind med, at centralbanken i USA i december springer yderligere lempelser over.
Det brede S&P 500-indeks vandt mandag frem med 0,4 pct., mens Dow Jones endte 0,1 pct. i minus, og Nasdaq steg mest med 0,6 pct.
- Handlerne synes at vurdere den potentielle påvirkning fra en ny Trump-administrations politik på økonomien og mulighederne for, at Federal Reserve vil bremse op i sin kampagne med rentesænkninger, siger Chris Larkin, der er investeringschef hos E*trade, til Bloomberg News.
- Med en relativt let økonomisk kalender i denne uge vil fokus skifte mod regnskaberne, især Nvidias, der har potentiale til at diktere markedets kortsigtede momentum.
Nvidia kommer med sit regnskab for tredje kvartal efter børslukketid onsdag.
TESLA I TOP
I S&P 500 var det energiaktierne, som steg mest med 1,1 pct., da olieprisen steg mandag.
Kommunikationsservice fulgte med op og vandt 1,0 pct., mens cyklisk forbrug også var med oppe foran med et plus på 0,9 pct., da Tesla på grund af rygtehistorien om en ny føderal lovramme for selvkørende biler vandt frem med 5,6 pct.
Den sidste af de tre teknologitunge sektorer, it, blev løftet mere moderate 0,2 pct.
I kommunikationsservice vandt Alphabet frem med 1,6 pct., og Meta Platforms steg 0,1 pct. Netflix gik op med 2,8 pct.
Inden for it var der fremgang til Apple på 1,3 pct., og Microsoft vandt 0,2 pct. Nvidia satte sig derimod 1,3 pct., mens andre chipnavne som Advanced Micro Devices, Qualcomm og Texas Instruments omvendt steg 3,0 pct., 2,5 pct. og 3,0 pct.
Sundhedsaktierne endte med en flad udvikling, selv om Novo-konkurrenten Eli Lilly trak ned med et minus på 2,6 pct.
Medicinalaktien er i modvind efter udnævnelsen af Robert F. Kennedy Jr. til sundhedsminister i USA, fordi han på det kraftigste har kritiseret de høje udgifter til fedmebehandling. Den måske kommende sundhedsminister skal dog først godkendes af Senatet.
Desuden lancerede Novo Nordisk mandag sit fedmemiddel Wegovy på markedet i Kina.
NÅR DET INDEN DEADLINE
På nyhedsfronten var der lettelse hos serverproducenten Super Micro Computer, der vandt frem med 15,9 pct. efter en melding fra det kriseramte selskab om, at det har til hensigt at leve op til Nasdaq-børsens krav om inden deadline at indsende et kvartalsregnskab og dermed undgå en afnotering.
I den anden ende af S&P 500 tabte Uber 5,4 pct. Det var den omvendte reaktion på Teslas fremgang, da mere lempelige regler for selvkørende biler kan skabe øget konkurrence for køretjenesten i USA.
Softwareudvikleren Palantir, som sidste uge gik i rekord på nyheden om, at selskabet vil skifte sin notering på New York Stock Exchange ud med en tilsvarende på Nasdaq og måske blive indlemmet i Nasdaq 100-indekset, hørte også til i bunden med et minus på 6,9 pct., da investorerne så ud til at tage gevinst hjem.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Close❯ Shares❯ USA❯ indblik❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›