Valuta: Jobrapport presser fortsat dollar
Fredagens amerikanske jobrapport kaster fortsat skygger over udviklingen i dollarkursen, og den amerikanske valuta svækkes tirsdag fortsat over for såvel euro og yen - og de øvrige væsentlige valutaer.
Omvendt trives yen med nattens beslutning i den japanske centralbank, Bank of Japan, om at fastholde pengepolitikken og undlade initiativer, der kan presse renteniveauet og dermed kursen på yen.
Dollar er tirsdag middag svækket til 1,3766 dollar per euro fra 1,3744 dollar tirsdag morgen. Over for yen er dollar svækket til 102,44 yen fra 103 yen tirsdag morgen og 103,10 yen mandag eftermiddag.
Euro handles tirsdag middag for 140,99 yen svækket fra 141,55 tirsdag morgen og 141,65 yen mandag aften.
Med den aktuelle kursudvikling ligger dollar nu på sit svageste niveau i fem måneder i Bloomberg Dollar Spot Index. Udviklingen afspejler skuffelse over, at de amerikanske arbejdsgivere ifølge fredagens jobrapport kreerede færre job end ventet - 192.000 nye job mod estimerede 200.000. Dermed dæmpes forventningerne om øget økonomisk fremgang.
Tirsdag udvikler sig til en stærk dag for britisk pund efter formiddagens offentliggørelse af positivt overraskende tal for industriproduktionen i februar. Stigningen på månedsbasis er oplyst til 0,9 pct. mod ventede 0,3 pct.
Over for dollar styrkes pundet til 1,6720 dollar fra 1,6618 dollar tirsdag morgen, mens euro er svækket til 0,8238 pund fra 0,8273 pund tirsdag morgen.
/ritzau/FINANS
Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›