Tirsdagens aktier: Yoyo-bevægelser endte med lille dyk

Udgivet den 15-04-2014  |  kl. 17:04  |  

Det danske aktiemarked havde tirsdag tydeligvis svært ved at finde ud af, hvilket ben det skulle stå på. En positiv åbning blev afløst af kursfald i løbet af formiddagen, hvorefter humøret højnedes igen kort efter kl. 12, blot for at markedet atter kunne vende næsen nedad sent på eftermiddagen.

Amerikanske aktier viste vejen med stigninger i de første timers handel i New York, hvor regnskaber fra giganter som Coca-Cola og Johnson & Johnson fik en varm modtagelse. Ud på eftermiddagen gik plusserne dog i sig selv, og dermed højnedes nervøsiteten, der har præget handelen, siden aktiemarkedet fik klø torsdag og fredag i sidste uge.

- Flere er begyndt at spørge, om det her er enden på bull-markedet (et stigende marked, red.). Det tror vi bestemt ikke, at det er. Men sidder man med den frygt, er det helt naturligt, at man tager lidt eksponering af bogen op til nogle dage, hvor der ikke kan handles, vurderede chefrådgiver i Nordea, Michael Borre, tidligere tirsdag over for Ritzau Finans.

C20 Cap-indekset endte 0,5 pct. lavere i 726,34 efter at have ligget hele 1,3 pct. højere, men også 0,6 pct. lavere i løbet af dagen.

GENMAB I NYT DYK

I bunden af eliteindekset var Genmab atter at finde. Bioteksektoren har haft det svært på de amerikanske børser i de seneste uge, og hjemlige Genmab er fuldt med ned. Aktien, der tabte 2,5 pct. til 183 kr., har mistet 25 pct. af sin værdi siden starten af marts.

Også Nordea og FLSmidth var at finde i markedets tunge ende tirsdag og faldt henholdsvis 2,1 pct. og 2,3 pct. til 73,20 kr. og 276,4 kr.

I toppen af C20 tronede Chr. Hansen, der offentliggjorde et stærkt regnskab for andet kvartal tidligere på måneden. JPMorgan hævede tirsdag sit kursmål for ingrediensaktien til 220 kr. fra 200 kr. Kursmålet er dog under det aktuelle niveau, for efter en fremgang på 2,5 pct. kostede en Chr. Hansen-aktie 231,6 kr. tirsdag eftermiddag.

Blandt sidepapirerne var ALK-Abelló i hopla, efter at allergiselskabets partner Merck sent mandag fik de amerikanske sundhedsmyndigheders godkendelse til tabletten Grastek mod græspollenallergi.

Godkendelsen medfører en milepælsbetaling fra Merck, og på den baggrund opjusterer ALK-Abelló sine forventninger til 2014. Det primære driftsresultat, EBITDA, ventes nu at lande i intervallet 375-400 mio. kr. mod tidligere 300-400 mio. kr. Aktien steg 8 pct. til 684 kr.

- Det er en god nyhed, men den var ventet, så vi er faktisk lidt overraskede over, at ALK stiger så meget, som den gør. Men det er selvfølgelig positivt, og selv om noget er ventet, vil man selvfølgelig altid gerne kunne sætte fluebenet, så man kommer skridtet videre i investeringshistorien, vurderede Michael Borre.

Nordeas anbefaling af ALK er "hold".

JYSKE BANK SCORER GEVINST PÅ 300 MIO. KR.

Tilbage i C20 Cap-indekset var også Jyske Bank i god gænge. Jyske Bank gennemførte salget af Silkeborg Data til kapitalfonden Axcel og sikrer sig dermed en regnskabsmæssig avance på 300 mio. kr. efter skat. Jyske Bank-aktien, der lå højere allerede inden meddelelsen, sluttede med en gevinst på 0,6 pct. til 300,4 kr.

Høreapparatproducenterne GN Store Nord og William Demant endte i hver sin halvdel af C20-indekset. Den franske høreapparatkæde Audika leverede mandag aften nyt fra branchen og præsenterede en organisk vækst på 2,8 pct. i første kvartal, og William Demant blev desuden hævet til "neutral" fra "underperform" hos det franske finanshus Exane BNP Paribas, skriver Bloomberg News.

Aktien i William Demant steg 0,3 pct. til 465,1 kr. GN Store Nord faldt derimod 0,6 pct. til 129,7 kr.

ENTREPRENØR TABER RETSSAG

Monberg & Thorsen og Højgaard Holdings fælles entreprenørkoncern, MT Højgaard, tabte sent på eftermiddagen en tvist i en gammel offshore-sag. Nederlaget, der vil blive anket, koster 195 mio. kr., som vil indgå under de særlige poster. Før særlige poster fastholdes forventningerne. Monberg & Thorsen faldt 1,7 pct. til 290 kr. B-aktien i Højgaard Holding faldt 0,8 pct. til 238 kr.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Bekymringer om kinesisk vækst og Trumps toldmure pressede humøret i bund
17:05 Fredagens aktier: GN, Ambu og Zealand i C25-top - banker faldt på udsigt til lavere renter
17:01 Tesla-aktionærer har tjent 237 mia. dollar siden valgsejr til Trump
17:00 Fredagens obligationer: Rentefald på bagkant af amerikansk rentenedsættelse
15:38 USA/åbning: Nvidia i rekordridt sammen med S&P 500 og Nasdaq
15:02 Skako nedjusterer til 2024 gundet lav aktivitet i bil- og bygge/anlægsindustrien
14:19 Zealand får opmærksomehd fra amerikansk finanshus
13:53 Chemometecs næstformand og topchef køber aktier
13:51 USA/tendens: Pause efter Trump-rally og rentenedsættelse - Nvidia er verdens største
13:44 Djurslands Bank leverer hidtil største overskud over ni måneder
12:50 Europa/aktier: Luksusaktier under pres fra Kina - forsat mismod efter amerikansk valg
11:50 Obligationer/middag: Rentefald frem mod amerikanske nøgletal
11:46 Huscompagniets topchef om udsigterne: Vi ser ind i et bedre marked nu
11:43 Aktier/middag: GN og Zealand op på analysenyt - banker tynges af udsigt til lavere renter
10:50 GN får købsanbefaling hos Jyske Bank efter store kursfald
10:18 Zealand Pharma løftes til "hold": Danske Bank afventer nyt om Novos arvtager
09:54 Kina præsenterer nyt tiltag til at pumpe liv i svækket økonomi
09:50 Zealand sidder med stort potentiale på hånden: JPMorgan indleder med "overvægt"
09:37 Chemometec får smilene frem hos investorerne efter regnskab
09:27 Sony opjusterer efter stærkt musik- og spilsalg