Asien: Gode kina-data sparker markeder i positive retning
En noget blandet tirsdag morgen i de sydøstasiatiske aktiemarkeder blev noget mere positiv, da investorerne blev præsenteret for overraskende gode kinesiske handelstal.
De uventet gode eks- og importdata giver dønninger fra Sydney i sydøst til Mumbai i vest med håbet om, at den bekymrende afmatning, som er foregået i den kinesiske økonomi, er ved at være ovre.
- Først og fremmest ser vi på forbedringen i de kinesiske handelstal. Så behøver men ikke bekymre sig om den stramme likviditet, der er i økonomien for tiden. Overskuddet på handelsbalancen er på vej op i den rigtige retning, siger Kina aktiestrateg Hao Hong fra Bocom International Holdings i Hongkong til Bloomberg TV.
Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks ligger med et plus på 0,6 pct. først på eftermiddagen i den centralasiatiske tidszone.
I Tokyo er der begejstring over de lysere udsigter. Og med positive aktier i USA sender investorerne det toneangivende Nikkei-indeks op med 1,4 pct., mens det bredere Topix-indeks stiger 1,1 pct.
De kinesiske børser kvitterer for de gode handelstal med stigninger på børserne i både Shanghai, Shenzhen og Hongkong. Eksporten viste sig i april at være steget med 0,9 pct. i forhold til april 2013, på trods af sidste års oppustede april-data, og importen steg samtidig 0,8 pct.
Analytikerne havde ventet et fald i eksporten på 3 pct. og et fald på 2,1 pct. i importen, og opbremsningen i Kina synes dermed at være ved at vende.
Hang Seng i Hongkong handles med en stigning på 0,6 pct., mens Shanghai Composite og CSI 300-indekset begge ligger med et plus på 1,1 pct.
Blandt de øvrige asiatiske børser er der en stigning i Australiens ASX-indeks i Sydney på 0,8 pct., og også Singapores Straits Times øger med 0,5 pct., mens Sydkoreas Kospi handles med et plus på 0,2 pct.
#
Indeks Udvikling (%)
--------------------------------------
Nikkei 225 1,4
Topix 1,1
Hongkongs Hang Seng 0,6
China Shanghai Composite 1,1
China CSI 300 1,1
Taiwan Taiex 0,4
Sydkoreas Kospi 0,2
Indiens BSE Sensex 0,3
Singapores STI 0,5
Sydney ASX 200 0,8
--------------------------------------
#
Indeksværdi kl. 06.25
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›