Aktier/åbning: Holder sig på rekordsporet

Udgivet den 11-06-2014  |  kl. 09:07  |  

De danske aktier stiger forsigtigt onsdag morgen efter tre lukkerekorder i rap for C20 Cap-indekset onsdag, fredag og tirsdag.

Optimismen er ikke helt oppe at ringe, men der er omvendt heller ikke umiddelbart udsigt til en brat slutning på de danske aktiers solide sommerform. C20 Cap-indekset stiger med 0,2 pct. til 822,85 efter knap 10 minutters handel.

Selskabsspecifikt er der fokus på vindmølleproducenten Vestas, der torsdag afholder kapitalmarkedsdag i hovedkvarteret i Aarhus. Umiddelbart ser den svenske storbank Nordea lyse udsigter for Vestas - og særligt serviceforretningen - der får større og større betydning i det samlede regnskab.

Nordea løfter sit kursmål for Vestas-aktien til 340 kr. fra tidligere 300 kr., mens den positive anbefaling "køb" fastholdes, blandt andet som resultat af den store lønsomhed i den hastigt voksende serviceforretning.

- Dermed kan en stigende indtægt fra serviceydelser være med til at øge den samlede lønsomhed i Vestas til gamle rekordniveauer. Dette er vigtigt, da aktiekursen allerede indregner betydeligt højere lønsomhed end i dag, skriver Nordea i sin morgenrapport onsdag.

Vestas-aktien stiger med 0,5 pct. til 295,60 kr. i den tidlige handel onsdag.

Interessenter i tøjselskabet IC Companys kan desuden skæve til regnskabet fra den spanske tøjkæde Inditex, der i Danmark er mest kendt for modekæden Zara. Inditex klarede sig bedre end ventet målt på indtjeningen i første kvartal af regnskabsåret 2014/15, realiseret ud fra en toplinje, der var stort set som ventet.

Inditex omsatte for 3,75 mia. euro mod ventet 3,8 mia. euro blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News, mens bundlinjen gav et overskud på 406 mio. euro mod ventet 391,2 mio. euro blandt analytikerne.

ICC-aktien falder med 0,5 pct. til 184 kr. fra start onsdag.

Blandt de mindre papirer er der også fokus til SSBV-Rovsing, som stiger med 5,3 pct. til 0,20 kr. i den tidlige handel Selskabet nærmer sig en stor ordre fra italienske Selex, der allerede har betalt Rovsing 320.000 euro, så selskabet kan påbegynde udviklingen af et såkaldt MPCV PCDU-testsystem.

Pengene dækker Rovsings udgifter, indtil en eventuel samlet aftale falder på plads. Den kontrakt vil lyde på 1,3 mio. euro - eller 9,7 mio. kr. - hvis Rovsing bliver udpeget til opgaven.

Med få begivenheder i kalenderen og generelt mindre udsving er onsdagens samlede retning dog også afhængig af udviklingen for de mere tunge aktier. Det være sig eksempelvis Novo Nordisk, som fortsætter de gode takter efter gode testresultater med supersællerten Victoza, der fik aktien til at stige pænt tirsdag.

Onsdag morgen stiger Novo-aktien med 1,2 pct. til 247,30 kr. og er endnu engang helt i toppen af C20 Cap-indekset.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Bekymringer om kinesisk vækst og Trumps toldmure pressede humøret i bund
17:05 Fredagens aktier: GN, Ambu og Zealand i C25-top - banker faldt på udsigt til lavere renter
17:01 Tesla-aktionærer har tjent 237 mia. dollar siden valgsejr til Trump
17:00 Fredagens obligationer: Rentefald på bagkant af amerikansk rentenedsættelse
15:38 USA/åbning: Nvidia i rekordridt sammen med S&P 500 og Nasdaq
15:02 Skako nedjusterer til 2024 gundet lav aktivitet i bil- og bygge/anlægsindustrien
14:19 Zealand får opmærksomehd fra amerikansk finanshus
13:53 Chemometecs næstformand og topchef køber aktier
13:51 USA/tendens: Pause efter Trump-rally og rentenedsættelse - Nvidia er verdens største
13:44 Djurslands Bank leverer hidtil største overskud over ni måneder
12:50 Europa/aktier: Luksusaktier under pres fra Kina - forsat mismod efter amerikansk valg
11:50 Obligationer/middag: Rentefald frem mod amerikanske nøgletal
11:46 Huscompagniets topchef om udsigterne: Vi ser ind i et bedre marked nu
11:43 Aktier/middag: GN og Zealand op på analysenyt - banker tynges af udsigt til lavere renter
10:50 GN får købsanbefaling hos Jyske Bank efter store kursfald
10:18 Zealand Pharma løftes til "hold": Danske Bank afventer nyt om Novos arvtager
09:54 Kina præsenterer nyt tiltag til at pumpe liv i svækket økonomi
09:50 Zealand sidder med stort potentiale på hånden: JPMorgan indleder med "overvægt"
09:37 Chemometec får smilene frem hos investorerne efter regnskab
09:27 Sony opjusterer efter stærkt musik- og spilsalg