Brøndby IF modtager omstridt transferbetaling

Udgivet den 16-10-2015  |  kl. 09:15  |  

Fodboldklubben Brøndby IF har modtaget et væsentligt tilgodehavende. Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen fredag.

Der er sandsynligvis tale om den manglende betaling fra den italienske fodboldklub Palermo for salget af angriberen Simon Makienok.

Brøndby sætter fortsat ikke navn på modparten og oplyser heller ikke det præcise beløb. Men i august indrømmede den italienske klub Palermo over for DR, at klubben mangler at betale en sum for angriberen Simon Makienok.

Og for at dække den manglende betaling måtte Brøndby i september optage et lån på 14 mio. kr. hos bestyrelsens formand, Jan Bech Andersen.

Brøndby har tidligere indbragt modparten for Fifa Players Status Committee, der har påbegyndt behandlingen af sagen. Og nu vil klubben så meddele komitéen, at pengene endelig er modtaget.

Brøndby IF fastholder forventningerne til årets resultat før skat om et underskud i niveauet 15-25 mio. kr.

/ritzau/FINANS

Jonas Mathiesen Bang +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk