Japansk yen reagerer negativt på udnævnelsen af Obuchi
København--24. juli--NetPosten--Valget af Obuchi til ny premierminister i Japan kom ikke som nogen overraskelse for valutamarkedet, som dog alligevel kvitterede med at sende yen'en ned fra 141,00 USD/JPY til 141,45 Y ovenpå nyheden.
Obuchi har udtalt sig kritisk over for reformer og frygtes ikke at vide særlig meget om økonomi. Derfor er markederne ikke ovenud lykkelige for udnævnelsen.
Under valgkampagnen sagde Obuchi dog, at han støtter permanente indkomstskattelempelser for 6 billioner yen og en stimuleringspakke til en værdi af 10 billioner yen, men det er uklart, om indkomstskattelempelsen er ment som en del af pakken.
Dollaren ventes nu at blive styrket yderligere mod yen, når den europæiske handel rigtigt kommer i gang. Det er sandsynligt, at den vil gå over 142 yen i dag, vurderer handlere.
Opmærksomheden vil nu skifte til udnævnelsen af en ny finansminister, og hvis Koichi Kato vælges, vil yen-salget eskalere.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›