USA/tendens: Tesla viger fra overhalingsbanen efter årtiets kurshop

Udgivet den 25-10-2024  |  kl. 14:05  |  

Torsdagens højdespringer Tesla kan fredag blive ramt af gevinsthjemtagning, efter at elbilproducenten skabte glæde med sit regnskab for tredje kvartal.

Det blev kvitteret med et plus på 21,9 pct. - den største fremgang i 11 år - som dog ser ud til at få nogle af investorerne til at trække følehornene til sig.

Den generelle stemning er fortsat god i USA, hvor futures for de toneangivende indeks stiger med 0,2-0,3 pct. forud for børsstart klokken 15.30.

- Selv med beskedne stigninger er investorerne stadig meget forsigtige, nu hvor vi nærmer os et par afgørende uger, der inkluderer en bunke regnskaber, den amerikanske jobrapport næste uge og det amerikanske valg, skriver analytikere fra Deutsche Bank i en analyse ifølge Reuters.

Torsdag steg det brede S&P 500-indeks med 0,2 pct., og det teknologitunge Nasdaq-indeks øgede 0,8 pct. - begge hjulpet af blandt andet Tesla - mens Dow Jones-indekset omvendt faldt 0,3 pct.

Fredag er den amerikanske regnskabssæson gået lidt ned i gear, inden det for alvor går løs næste uge med regnskaber fra 168 af de 500 aktier i S&P 500.

På programmet er dog regnskabet fra konglomeratet Colgate-Palmolive, der skuffer lidt med forventningerne til 2024.

TESLA VIGER LIDT FRA TINDERNE

Elbilproducenten Tesla blev i allerhøjeste grad hyldet torsdag, hvor investorerne sendte aktien i vejret med 21,9 pct. efter et regnskab i onsdagens eftermarked.

Regnskabet bød trods en let skuffende omsætning på et overskud over forventning og stærke forudsigelser om udviklingen i 2025.

Her er det forventningen, at mere prisvenlige bilmodeller skal sikre en vækst i omegnen af 20-30 pct., fortalte topchef Elon Musk i en onlinepræsentation efter regnskabet.

Efter den største kursstigning i 11 år er der fredag dog lagt op til fald, når markedet åbner. Tesla bakker 2,1 pct. i det amerikanske formarked.

APPLE FÅR SJÆLDEN NEGATIV ANBEFALING

Teknologigiganten Apple har også kurs mod en negativ start fredag, efter at iPhone-producenten har fået en sjælden negativ anbefaling.

Det er børshuset Keybanc, der har sænket anbefalingen til "undervægt" fra "sektorvægt" med et kursmål på 200 dollar. Dermed har Apple nu tre negative anbefalinger ud af i alt 60, viser data fra Bloomberg News.

Den negative anbefaling begrundes med, at forventningerne til et storstilet comeback for Apples vækst er overdrevne.

Fredag kan det videre konstateres, at Apples salg i Kina faldt med 0,3 pct. i tredje kvartal.

Apples aktie bakker med 0,8 pct. i formarkedet.

COLGATE SKUFFER MED FORVENTNINGERNE

Det amerikanske forbrugervarekonglomerat Colgate-Palmolive har fredag fremlagt tal for tredje kvartal over markedets forventninger, mens et løft af prognosen for resten af året ikke helt kan følge med konsensus.

Selskabet, der blandt andet laver tandpasta og håndsæbe, realiserede i tredje kvartal et overskud per aktie på 91 cent mod vent 88 cent, og også omsætningen var højere, end analytikerne havde regnet sig frem til.

Forventningerne til den organiske vækst i 2024 er blevet hævet til 7-8 pct. fra 6-8 pct. Der skulle dog mere til at imponere analytikerne, der havde regnet med 7,82 pct., mens midtpunktet for de nye forventninger er en vækst på 7,5 pct.

Aktien sætter sig 1,4 pct. i formarkedet.

Noget lysere ser det ud hos chipproducenten Western Digital, der sent torsdag gjorde status for sit forskudte første kvartal.

Selv om omsætningen var en spids under forventning, var det justerede resultat per aktie på 1,78 dollar over analytikerkonsensus på 1,72 dollar.

Samtidig har Western Digital fremlagt forventninger til andet kvartal. Selv om midtpunktet for forventningerne ikke helt kan følge med forventningerne hos analytikerne, er reaktionen entydigt positiv i formarkedet med et plus på 11,5 pct.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

16:03 Mærsk indfører ekstratillæg grundet konflikten i Det Røde Hav
16:02 USA: Michigan-indekset var væsentligt højere i oktober end først antaget
15:49 Amerikansk modeaktie knækker på midten efter blokeret salg
15:43 USA/åbning: Tesla fortsætter optur efter regnskab i stærk start
14:29 Rusland hæver rente til højeste niveau siden angrebet på Ukraine
14:05 USA/tendens: Tesla viger fra overhalingsbanen efter årtiets kurshop
13:02 Europa/aktier: Indeks i ligevægt trods kortslutning hos Electrolux
13:01 Regnskabssæsonens travleste uge venter for de amerikanske selskaber
12:21 Obligationer/middag: Renten løftes af stærke tillidstal fra Tyskland
11:52 Nilfisk-topchef efter nedjustering: "Vil afbøde effekt af reduceret efterspørgsel"
11:45 Aktier/middag: Nedjusteringer fra Nilfisk og Better Collective tager fokus i fladt C25
11:28 Electrolux falder mest i et år efter skuffende udvikling i Nordamerika
11:13 Electrolux falder mest i et år efter skuffende udvikling i Nordamerika
10:23 Better Collective i massivt fald efter nedjustering
10:17 Nilfisk taber næsten 400 mio. kr. i børsværdi efter nedjustering
10:05 Tysk erhvervstillid lander højere end ventet i oktober
09:17 Aktier/åbning: Stigende spotrater sender Mærsk op - Nilfisk og Better Colletive i nedtur
09:11 Mærsk-aktierne springer op efter stigning i vigtigt rateindeks
08:53 Obligationer/åbning: Stilstand frem mod tyske tillidstal
08:46 Fragtskibsejer betaler 100 mio. dollar efter at have forårsaget brokollaps i Baltimore