TDC-topchef tvivler på konsolideringsbølge i Europa

Udgivet den 01-02-2016  |  kl. 06:55  |  

Det europæiske telemarked har de seneste år bevæget sig mod et mere og mere ensartet marked, og det sidste hug bliver taget de kommende to år, hvor der bliver sagt farvel til de såkaldte roamingpriser, som bliver udfaset i 2017.

Selv om det europæiske telemarked dermed kommer tættere på at være som et marked, regner TDC's topchef, Pernille Erenbjerg, ikke med, at det vil føre til en stor bølge af fusioner.

- Der har været spekuleret rigtig meget i det, men lige nu er jeg ikke super optimistisk. Hvis man ser på den beslutning, der kom på banen i Danmark sidste år, så ser det ikke ud til, at det fører til noget nyt, siger hun med henvisning til fusionen mellem Telia og Telenor, der løb ud i sandet i efteråret.

Selskaberne selv havde planlagt at gå sammen i et fælles selskab på det danske marked. EU-Kommission med konkurrencekommissær Margrethe Vestager i spidsen stillede blandt andet som krav, at der skulle gøres plads til en ny spiller sammen med en række andre ting, og det valgte de to selskaber at takke nej til.

Og Pernille Erenbjerg fra TDC vurderer, at der er behov en vis form for opblødning fra myndighedernes side, hvis der skal komme i skub i konsolideringen.

- Det kræver i hvert fald, at konkurrencemyndighederne begynder at se lidt anderledes på, hvad det kræver at lave en konsolidering. Så jeg regner ikke med at se mange konsolideringer, men det kan være, at jeg tager fejl. Vi må se, hvordan det kommer til at spille sig ud, siger Pernille Erenbjerg.

Så du ser ikke EU gå i samme retning som i USA, hvor man er nede på meget få spillere?

- Det har i virkeligheden været visionen - også på EU-niveau - at vi skal have skabt større spillere, fordi man halter efter på innovation og investeringer i forhold til USA. Men vi må bare konstatere, at det er en konkurrencemyndighed i EU, der konkret ikke har valgt at godkende en fusion.

Bekymringen fra Margrethe Vestager og EU - og også blandt andet Forbrugerrådet Tænk - var, at en spiller mindre ville føre til højere priser.

- Jeg kan godt forstå, at man kan være bekymret for, at færre spillere kan føre til en højere prissætning. Det er for så vidt fair nok.

- Men man glemmer måske lidt spørgsmålet om, hvordan man sikrer investeringer i netværk og innovation, hvis man har svært ved at tjene penge. Det er måske lidt synd, at det bliver så prisfokuseret, det målbillede man har foran sig som konkurrencemyndighed, siger Pernille Erenbjerg.

TDC har flere gange af iagttagere været spekuleret som en salgskandidat som led i en konsolidering i den europæiske telesektor.

Teleselskabet lancerede onsdag i sidste uge en strategi frem mod 2018, der går på at slanke og forenkle forretningen på flere områder med henblik på at bremse et stort nedadgående pres på indtjeningen.

Pernille Erenbjerg afviser dog, at selskabets strategi skal ses som et forsøg på at gøre koncernen salgsklar til en større europæisk spiller.

- Det har ikke været formålet. Vi har haft som formål at bygge et enklere og stærkere TDC. Om det så får os til at blive mere interessant for en køber, afhænger nok meget af hvem det kunne være, og hvorfor nogen kunne være interesseret i at købe TDC.

- Målbilledet er at skabe det bedste TDC, vi kan, og hvis der så kommer nogen og har lyst til at købe os, så er det et meget bedre udgangspunkt at forhandle ud fra prismæssigt for de eksisterende aktionærer end et svækket TDC, siger Pernille Erenbjerg.

/ritzau/FINANS

Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  CEO❯ 

Seneste nyheder