Nu stiger boligpriserne

Udgivet den 08-04-2016  |  kl. 07:00  |  

Villa. Foto David Buchmann (Boligsiden.dk)     

Boligmarkedet er ramt af forår, og det har sendt priserne i vejret. I marts steg salgsprisen på villaer og rækkehuse med 0,5 procent fra måneden før, og tendensen er gennemgående for fire af de fem regioner. I Region Nordjylland er salgsprisen steget med 1,5 procent, mens den i Region Sjælland og Region Syddanmark er steget med henholdsvis 1,4 og 0,3 procent den seneste måned. Kun Region Midtjylland har haft et fald i salgsprisen fra februar til marts.

 

"Det er interessant, at både Region Nordjylland og Sjælland har en langt højere prisstigning end Region Hovedstaden den seneste måned. Der er stadig rigtig godt gang i områderne uden for de store byer", siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

 

Kigger man et år tilbage, er salgspriserne for villaer og rækkehuse steget i alle regioner. Region Hovedstaden lægger sig i front med en prisstigning på 8,1 procent, mens Region Midtjylland har haft den mindste stigning på 0,9 procent det seneste år.

 

Lejlighedspriserne stiger

Også salgsprisen på ejerlejligheder tog et spring opad i marts. På landsplan steg salgsprisen med 1,1 procent, men i Region Sjælland steg priserne med hele 3,9 procent fra måneden før. Regionerne Midtjylland og Hovedstaden havde også stigende priser, mens Nordjylland holdt niveauet fra måneden før, og Region Syddanmark fik et lille prisfald på 0,1 procent.

 

Også salgsprisen på ejerlejligheder er højere end på samme tid sidste år i alle regioner. Region Sjælland tager teten med en stigning på hele 12,3 procent det seneste år, mens den mindste stigning ligger i Region Midtjylland, hvor ejerlejlighederne i marts var 4,1 procent dyrere end i marts 2015.

 

Nu går det hurtigere at få solgt

På landsplan holdt salgstiden for villaer og rækkehuse sig i ro og forblev på 200 dage i gennemsnit, men både regionerne Hovedstaden, Sjælland og Syddanmark havde fald i salgstiden på mellem 0,6 og 1,8 procent fra måneden før. Hurtigst går det i Region Hovedstaden, hvor salgstiden er på blot 126 dage, men også Region Sjælland er kommet godt med og blev noteret for en salgstid på 211 dage i gennemsnit i marts.

 

"Der er sket nogle store skred i salgstiderne uden for Hovedstadsområdet. I Region Sjælland er salgstiden faldet med knap to måneder siden 2013. Alene det seneste år er salgstiden i Region Sjælland faldet med næsten 10 procent, så der er tale om store ændringer, der godt kan mærkes for sælgerne", siger Birgit Daetz.

 

Salgstiden for ejerlejligheder faldt i alle regionerne med Region Syddanmark som eneste undtagelse. På landsplan lå salgstiden på 109 dage i gennemsnit i marts.

 

Se hele markedsindekset her

 

Ny beregning af Boligsidens Markedsindeks

Med virkning fra marts har vi gennemført to væsentlige ændringer i beregningsmetoden for Boligsidens Markedsindeks. Det bevirker blandt andet, at der er taget et større antal boliger med i beregningsgrundlaget, og at kommunerne indgår med en ændret vægtning i beregning af nøgletal for landsdele, regioner og hele landet. Dette kan betyde et mindre niveauskifte i tallene, men påvirker ikke måneds- og årsændringerne nævneværdigt.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯