Konservative: Regeringen lægger gift for forsvarsforhandlinger
København--25. august--NetPosten--Ifølge det Konservative Folkepartis forsvarspolitiske ordfører og medlem af Forsvarskommissionen, Hans Engell, har regeringen med sit forslag til finanslov for 1999 lagt gift for de kommende forsvarsforhandlinger.
- Forslaget indeholder så massive besparelser på dansk forsvar fra år 2000, at der næsten er tale om en massakre, siger Hans Engell.
Hans Engell påpeger, at regeringen lægger op til så massive nedskæringer, at forsvaret ikke bare tilnærmelsesvis vil kunne løse sine nuværende opgaver.
- Hertil kommer, at forslaget er fuldstændig urealistisk, fordi man ikke på ét år kan reducere forsvarsbudgettet med 900 mio. kr., medmindre regeringen allerede nu iværksætter nedskæringer og afskedigelser, der strider mod den nuværende forsvarsaftale, siger Hans Engell.
- Folketinget har i enighed nedsat en Forsvarskommission, som afslutter sit arbejde i november måned. Det er fuldstændig uacceptabelt, at regeringen ikke afventer Kommissionens arbejde og forudsætter uændret forsvarsbudget i de kommende år, indtil en ny forsvarsaftale er på plads, slutter Hans Engell.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›