Storbanker indgår kæmpe forlig i amerikanske boliglånssager
Storbankerne Deutsche Bank og Credit Suisse har indgået forlig med de amerikanske myndighederne i sagerne om markedsføring af boliglån op til finanskrisen - i perioden 2005-2007.
Det fremgår af meddelelser fra de to banker fredag morgen.
Deutsche Bank betaler 7,2 mia. dollar (51,2 mia. kr.) for at komme ud af sagerne, mens Credit Suisse "slipper" med 5,3 mia. dollar (37,6 mia. kr.).
De 7,2 mia. dollar, som Deutsche Bank betaler, er væsentligt mindre, end det i første omgang var rygtet. Til at starte med skulle de amerikanske myndigheder således have varslet en bøde på 14 mia. dollar til den tyske storbank.
En historie, der tidligere på året fik Deutsche Bank-aktien til at falde kraftigt. Siden har aktien dog rejst sig noget igen og endte torsdag i 17,75 euro. Det svarer til et fald på 21,2 pct. Da det gik hårdest for sig i september, var aktien helt nede at vende i 10,55 euro, da der blev sået reel tvivl om, hvorvidt banken ville kunne overleve en bøde på 14 mia. dollar.
Lidt tilsvarende har bevægelserne i Credit Suisse været. Aktien gik ind i året i 21,69 schweizerfranc. Torsdag lukkede aktien i 15,33 schweizerfranc, svarende til et fald på 29,3 pct. for året. Da det så værst for den schweiziske bank - den 6. juli - var aktien nede i 9,92 schweizerfranc.
Af Deutsche Banks forlig er de 3,1 mia. dollar en kontant bøde, mens 4,1 mia. dollar er til en såkaldt consumer relief-fond. De penge er primært i form af låneændringer og andre typer assistance til husejere og låntagere i USA.
Tilsvarende er det for Credit Suisse, der betaler 2,48 mia. dollar i kontant bøde, mens 2,8 mia. dollar går til consumer relief-kassen.
/ritzau/FINANS
Tags: Udenlandsk selskab❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›