Nordea/Sydbank: Mulig hvidvask giver panderynker på børsen
Nordea er blevet anmeldt til myndigheder i Norge og Sverige for hvidvask af mere end en milliard kroner.
På aktiemarkedet giver det bekymring for, at sagen kan vokse.
Det vurderer Mikkel Emil Jensen, der er bankanalytiker i Sydbank. Aktien falder tre procent til 62,76 kroner.
- Der er bekymring, fordi det ligesom i tilsvarende sager kan være startskuddet til det, der er værre, siger han.
Mikkel Emil Jensen understreger, at sagen på nuværende tidspunkt har et omfang, der ikke vil udløse bøder i milliardklassen.
Han peger på, at sagen om hvidvask i Danske Bank har et omfang i en helt anden skala, der forventes at udløse bøder på flere milliarder kroner.
- Det beløb, der er fremme om Nordea, er ikke lige så stort, som man har set i andre hvidvasksager.
- Så set fra aktionærernes synspunkt skal det op i et væsentligt større omfang, for at det kan udgøre en trussel i forhold til milliardbøder, siger Mikkel Emil Jensen.
Det er hedgefonden Hermitage Capital Management, der ifølge Børsen har tilsendt dokumenter til myndighederne i Norge og Sverige.
Papirerne viser, at Nordea kan have overtrådt reglerne om hvidvask.
Hedgefonden har fundet mistænkelige overførsler for 1,1 milliard kroner. Pengene er gået via 365 konti i Nordea i Danmark, Norge, Sverige og Finland.
Nordea bekræfter, at den har kendskab til dokumenterne, men banken vil ikke kommentere kundeforhold og har derfor ikke noget at sige til beskyldningerne.
Men Nordea understreger, at den samarbejder med myndighederne i alle de lande, hvor den er.
- Som led i vores daglige arbejde med at bekæmpe økonomisk kriminalitet overvåger vi løbende kundeaktiviteten.
- I de tilfælde, hvor vi anser transaktioner for mistænkelige, indberetter vi dem til myndighederne, skriver Nordea i en mail.
/ritzau/
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›