Novo/CFO: Sætter listepris på diabetespille på niveau med Ozempic -NY2

Udgivet den 23-09-2019  |  kl. 11:52  |  

Novo Nordisk vil sætte listeprisen på sin nye diabetespille, Rybelsus, tæt op ad prisen på sin ugentlige GLP-1-analog, Ozempic.

Det siger Novos finansdirektør, Karsten Munk Knudsen, mandag på en telekonference.

Prisen på en måneds behandling med Rybelsus bliver dermed på linje med en måneds behandling med Ozempic, der indeholder det samme aktive stof, men tages som en ugentlig injektion.

Målet for Novo er dog ikke, at de to behandlinger skal konkurrere om de samme patienter. Novo går således efter, at Rybelsus, der er godkendt til behandling af type 2-diabetes i tillæg til diæt og motion, tager en bid af det store marked for pillebehandling.

- Husk, at 70 pct. af de udskrevne recepter på diabetesbehandling i dag er på piller, så vores kommercielle positionering er fokuseret på at positionere Rybelsus som den foretrukne orale diabetesbehandling. Den vil selvfølgelig påvirke salget af Ozempic til en vis grad, men jeg tror, at der er rigeligt plads til Rybelsus, siger Karsten Munk Knudsen.

Meldingen kommer, efter at den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, fredag gav grønt lys til, at Novo kan markedsføre Rybelsus, der er det første GLP-1-middel i pilleform nogensinde i USA.

Lanceringen vil blive gennemført i fjerde kvartal over for diabetesspecialister, mens den fulde lancering over for familielæger vil tage fart i første kvartal.

SVÆRT AT SAMMENLIGNE

I forhold til at finde et målepunkt for, om lanceringen er en succes, så er der ikke tidligere lanceringer, man kan sammenligne sig med, vurderer Karsten Munk Knudsen.

- Når det kommer til et "benchmark", så er der ikke noget enkelt perfekt benchmark, der kan vise, hvordan vi gør det i et historisk perspektiv. Man kan tage de seneste pillelanceringer inden for SGLT-2-klassen, og man kan også se på de injektionsbaserede GLP-1-midler, men der er ikke noget perfekt "benchmark", siger Karsten Munk Knudsen.

Pris- og tilskudsforhandlingerne med sygekasserne indledes nu, oplyser finansdirektøren, der også kan fortælle, at de foreløbige drøftelser med sygekasser og indkøbsforeninger har været meget positive.

Novos fase 3-program Pioneer har vist, at Rybelsus er mere effektiv i forhold til at sænke langtidsblodsukkeret end de storsælgende diabetespiller, Januvia fra Merck og Jardiance fra Eli Lilly og Boehringer Ingelheim.

- Pioneer-programmet var en form for krybbe til grav-tilgang, hvor vi startede med patienter, der ikke tidligere havde modtaget behandling, og sluttede med patienter med komplikationer, såsom nyresvigt. Så basalt set henvender det sig til stort set alle former for type 2-diabetespatienter, siger Novos forsknings- og udviklingsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen.

Han understreger dog, at Novos fokus bliver at få patienterne til at starte behandlingen meget tidligt, det vil sige når diabetespillen, Metformin, ikke længere giver tilstrækkelig blodsukkerkontrol.

VÆSENTLIG HØJERE PRIS END KONKURRENTERNE

Det uafhængige amerikanske analyseinstitut ICER vurderede for nyligt, at en pris på Rybelsus på linje med prisen på Ozempic ville betyde, at Rybelsus ikke var omkostningseffektiv sammenlignet med Jardiance fra Eli Lilly og Boehringer Ingelheim målt på antallet af kvalitetsjusterede leveår, rapporterede branchemediet Fiercepharma i midten af september.

I analysen benyttede ICER en årlig behandlingspris på Rybelsus på 6520 dollar, svarende til nettoprisen på en behandling med Ozempic.

Prisen på Jardiance er langt lavere - 2088 dollar - mens prisen på Januvia er nede på 1505 dollar for et års behandling.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov