Elon Musk svinger kniven igen - ny fyringsrunde undervejs i Tesla

Udgivet den 30-04-2024  |  kl. 07:49  |  

Elbilproducenten Tesla er igen på vej med en fyringsrunde, skriver teknologimediet The Information.

Stifter og topchef Elon Musk har ifølge mediet informeret internt om, at Rebecca Tinucci, der er direktør for Supercharger-divisionen, og Daniel Ho, som er chef for nye produkter hos Tesla, begge forlader selskabet allerede tirsdag.

Samtidig ryger alle ansatte under de to ledere, skriver Elon Musk i en intern email, som The Information har fået fingrene i.

Det betyder fyring af omkring 500 medarbejdere, fremgår det.

Tesla mærker for alvor modvinden omkring elbilmarkedet lige nu, og i alt har Elon Musk varslet fyringer af omkring 10 pct. af Teslas cirka 140.000 medarbejdere, skriver The Information.

Elbilmarkedet er ikke accelereret så meget, som mange aktører ventede for nogle år tilbage, og for 2024 venter analytikerne nu, at Teslas leveringstal for første gang i lang tid vil falde sammenlignet med sidste år.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯