Mandagens aviser med Novo Nordisk, Genmab og Matas
BØRSEN
NOVO NORDISK SATSER PÅ CANNABIS
Med udsigt til et marked for medicinsk cannabis, der vil vokse med faktor 25 over de næste fem år, har Novo Nordisks datterselskab, ingeniørvirksomheden NNE, kastet sig ind i kampen. Markedet kan ifølge Novos chef for det nye forretningsben blive enormt stort. (Forside, side 6-7)
FOR FÅ INGENIØRER I SØNDERJYLLAND - LOKALE TAGER AFFÆRE
Sønderjylland vil mangle cirka 800 ingeniører inden næste år. Lokale virksomheder spytter millioner i projekter for at få vendt udviklingen. (Side 8)
MELLEMSTORE INVESTORER VIL VÆRE GRØNNE
Ikke kun de store pensionsselskaber, men også mellemstore investorer som fagforeninger og familiekontorer vil være grønne. (Side 10)
GENMABS NYE VÆKSTHÅB FÅR STIGENDE FOKUS
Når Genmabs partner Johnson & Johnson tirsdag afslører kvartalstal, er salget af det storsælgende kræftmiddel Darzalex i fokus. Men investorerne er begyndt at få øjnene op for andre af Genmabs væksthåb. (Side 11)
BERLINGSKE BUSINESS
BANEBRYDENDE DIABETESPRODUKT STILER MOD BØRSEN
Selskabet Reapplix har udviklet et plaster, som kan hjælpe diabetikere til at undgå benamputation. Selskabet er på vej på børsen, og det kan blive den første "rigtige" børsnotering i mere end et år. (Side 4-5)
KRISEN MELLEM USA OG IRAN GIVER FRONTLINE MEDVIND
Problemerne mellem USA og Iran udløser rekordhøje rater for rederiet Frontline. IMO-regler giver udsigt til højere indtjening på moderne skibe. Olieforbruget vokser med 1,2 pct. årligt. Tankaktierne har fået nyt liv. (Side 12-13)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
ATP-PENSION BLIVER STADIG MINDRE VÆRD
De seneste 10 år har ATP tildelt flere penge til pensionister end til øvrige danskere i ordningen. Den form for omfordeling er ifølge ekspert vanskelig at forstå. (Forside, side 4-5)
MANGE INVESTORER FÅR KUN RINGE BETALING FOR AT LØBE STOR RISIKO
Der er langt fra sammenhæng mellem risiko og afkast i investeringsforeningernes globale aktiefonde. (Side 10-11)
MATAS-CHEF RYKKER SALG TIL NETTET OG HOLDER FAST I BUTIKKER
Det seneste år har Matas mere end fordoblet sin omsætning på nettet, mens salget i de knap 280 butikker er faldet næsten lige så meget. Samtidig er der kappet cirka to tredjedele af aktiens værdi på fire år. (Side 12-13)
/ritzau/FINANS
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›