USA/middag: Target og byggemarkedskæde trodser røde tendenser

Udgivet den 20-11-2019  |  kl. 18:10  |  

Små udsving præger det amerikanske aktiemarked ud på handelsdagen onsdag, hvor investorerne blandt andet afventer referatet af det seneste rentemøde hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Den røde farve er dog dominerende i alle tre toneangivende indeks på Wall Street. S&P 500-indekset falder med 0,2 pct., og det samme gør Nasdaq-indekset. Samtidig bakker Dow Jones-indekset med 0,3 pct.

Grundlæggende har ny bekymring fundet vej til markedet, efter at USA's præsident, Donald Trump, tirsdag gentog sin trussel om at forhøje toldsatserne på kinesisk import, hvis de to stridende parter ikke kan nå til enighed om en handelsaftale

Det har - sammen med Senatets beslutning om at vedtage en lovgivning, der støtter de demonstrerendes sag i Hongkong, og som vil forbyde eksport af varer som tåregas og gummikugler til byens politistyrke - fået markederne til at vende mundvigene nedad.

Bekymringen i markedet er, at afstanden mellem Kina og USA vokser, og at den seneste udvikling frygtes at ville gøre det sværere for de to nationer at nå en delaftale, der kan bane vejen for en endelige handelsaftale.

- Kina har været meget klart i udmeldingerne om, at landet ikke ønsker at se nogen udenlandsk indblanding i Hongkong. Det er den klare negative nyhed til dagens marked, siger Rick Meckler, der er partner hos Cherry Lane Investments, til nyhedsbureauet Reuters.

TARGET BRAGER OP EFTER STÆRKE REGNSKABSTAKTER

Inden handelsstart onsdag afleverede den amerikanske detailkæde Target sit regnskab for selskabets tredje kvartal af regnskabsåret 2019/20.

Regnskabet viste en stigning i overskuddet på 24,7 pct. til en indtjening på 1,36 dollar per aktie for de tre måneder, der sluttede med indgangen til november.

Det var noget over analytikernes forventning om et resultat på 1,19 dollar per aktie ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Omsætningen steg desuden med 4,9 pct. til 18,7 mia. dollar, hvilket også var bedre end markedets forventninger.

Target venter for helåret nu en indtjening per aktie på 6,25-6,45 dollar mod en tidligere forventning på 5,90-6,05 dollar.

Det er noget, investorerne synes om, og Target-aktien sendes op med 12,2 pct. til 124,42 dollar midt på handelsdagen onsdag.

Også byggemarkedskæden Lowe's sendes op onsdag, hvor aktien stiger med 4,3 pct. til 118,27 dollar.

Selskabet har ligesom Target offentliggjort regnskab for tredje kvartal forud for markedets åbning, og i det opjusterede Lowe's forventningerne til hele året.

Nu venter byggemarkedskoncernen en justeret indtjening per aktie på 5,63-5,70 dollar mod en tidligere forventning på 5,45-5,65 dollar.

Regnskabet for tredje kvartal viste et overskud på 1,41 dollar per aktie, hvilket var 56,6 pct. bedre end i samme periode sidste år og over analytikernes forventninger på 1,35 dollar per aktie ifølge estimater fra Bloomberg News.

Omsætningen på 17,4 mia. dollar var derimod en smule lavere end konsensusforventningerne.

MODEAKTIE FÅR KURSKLØ

Anderledes skidt går det for modetøjskæden Urban Outfitters, der onsdag taber hele 13,8 pct. til 24,77 dollar.

Den amerikanske tøjkoncern offentliggjorde regnskab for tredje kvartal af 2019/20 tirsdag aften, og det viste, at Urban Outfitters i perioden solgte for 987,5 mio. dollar.

Det var en vækst på 1,4 pct. i forhold til samme kvartal sidste år, men analytikerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet, at salget ville nå op på 1 mia. dollar.

For perioden kunne selskabet notere en indtjening per aktie på 0,56 dollar. Det var lavere end indtjeningen per aktie i tredje kvartal af 2018, som lød på 0,70 dollar.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Danske fedmeaktier blødte og trak Europa i rødt
17:19 Fredagens obligationer: Renter faldt efter amerikanske inflationstal
17:18 Novo banket i bund efter skuffende data - aktionærerne tabte omkring 690 mia. kr.
17:06 Fredagens aktier: Øretæver til Novo Nordisk og Zealand Pharma giver solid C25-nedtur
15:46 USA/åbning: Eli Lilly vinder på Novos kollaps mens inflationsdata skærer lidt af dykket
15:17 Jeudan har milliarder klar til opkøb: "Øget optimisme kan give flere transaktioner i 2025"
15:15 Novo/Jyske Bank: Kursreaktion virker som overreaktion
14:29 USA/tendens: Eli Lilly vinder på Novos kollaps mens frygt for nedlukning varsler rød start
13:33 Korr: Udsalg af Novo-aktier presser kronen
13:24 Udsalg af Novo-aktier presser kronen
12:29 Sydbank-analytiker: Voldsomt kursfald afspejler skuffelsen over Cagrisema-data
12:25 Europa/aktier: Danske fedmeaktier bløder og trækker Europa i rødt
12:22 Novo smadres på børsen efter skuffende fedmestudie - aktien taber 770 mia. kr.
12:11 Novos styrtdyk trækker C25-indekset ned i sit fjerdestørste fald nogensinde
12:09 Gubra og Zealand Pharma trækkes med ned af negativt nyt til Novo Nordisk
12:05 Novo lever ikke op til egne forventninger i vigtigt studie - aktien mister 900 mia kr -NY2
11:56 Novo lever ikke op til egne forventninger i kursfølsomt studie - aktien mister 700 mia kr
11:48 Aktier/middag: Zealand Pharma bankes tocifret ned efter FDA-afvisning og trækker C25 ned
11:28 Obligationer/middag: Små renteudsving før inflationsnyt fra USA
10:49 Jefferies ser kurslussing til Zealand Pharma som købsmulighed