Professor: Storbritannien må ofre mest i forhandlinger med EU
Storbritannien indleder mandag forhandlingerne med EU om de to parters fremtidige forhold.
Og selv om Storbritanniens regering udadtil forbereder sig på at forlade EU uden den for dem "rigtige" aftale, så er det alt andet lige Storbritannien, som har mest at tabe på et "no deal-scenarie".
Det vurderer Marlene Wind, der er professor europæisk integration ved Københavns Universitet (KU).
- Lige nu starter forhandlingerne, og så handler det om at positionere sig, puste sig op og true med alle mulige forfærdelige ting.
- Men der må man bare sige, at briterne er de mindste, og de har en større interesse i, at der kommer en aftale, så de kan fortsætte med at eksportere deres varer.
- Så summa summarum sidder EU altså med de bedste kort her, siger hun.
Storbritannien forlod EU 31. januar. I samme omgang blev man enige om en slags overgangsperiode, der gælder indtil årets udgang, hvor briterne fortsat følger EU's regler og er en del af det indre marked.
Inden da skal briterne blive enige med EU om regler for markedsadgang, serviceområdet og banksektoren - for bare at nævne få.
Storbritannien går til forhandlingerne med et ønske om at forlade EU's toldunion og det indre marked.
På den anden side ønsker EU en bred aftale og kræver blandt andet, at Storbritannien accepterer EU's regler for eksempelvis arbejdsstandarder og miljørettigheder for at få adgang til at sælge varer i det indre marked.
Men Storbritannien vil have fuld kontrol over at fastsætte egne regler og afviser på nuværende tidspunkt de vilkår.
Det er dog vigtigt for begge parter at lande en aftale i sidste ende, og her vil det nok ende med, at Storbritannien har givet sig mest, siger Marlene Wind.
- Man kan sige, det er et gammel EU-medlemsland, som pludselig træder ud. Briterne har jo brug for, at de fortsat skal kunne handle med EU for at kunne opretholde en ordentlig levefod og undgå at rigtig mange mennesker mister deres arbejde, fordi der ikke er et marked, man kan sælge sine varer til.
- Fra EU's side handler det nok om, at man gerne vil kunne fortsætte med at afsætte europæiske varer til briterne og i det hele taget holde en god relation til vores gamle allierede, så det er noget, som begge parter i realiteten har en interesse i, siger hun.
Om det kan nås at få indgået og ratificeret en aftale inden udgangen af i år, tvivler Marlene Wind dog på.
Hun henviser til EU's handelsaftale med Canada, som alene tog syv år at forhandle på plads. Derfor kan det godt ende med, at parterne må forlænge forhandlingerne et år eller to, siger hun.
/ritzau/
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›