Energistyrelsen: Danske olie- og naturgasreserver til de næste 15-20 år
København--20. april--NetPosten--Danmark er i dag selvforsynende med olie og naturgas. Et skøn over de kendte reserver siger imidlertid, at der med den nuværende produktion kun vil være olie- og naturgasreserver til de næste 15-20 år, skriver Energistyrelsen tirsdag i sin årsberetning for 1998.
Sker der i løbet af denne periode ikke en forøgelse af reserverne, må det forudses, at Danmark må importere betydelige mængder af olie og naturgas. Dette vil føre til, at Danmark igen bliver afhængig af energiforsyning fra udlandet, hvilket blandt andet vil have negative konsekvenser for betalingsbalancen. Hertil kommer, at olie og gas er mere miljøvenligt som brændsel end eksempelvis kul, da CO2-udslippet pr. produceret energienhed er mindre.
Energiforskningsprogrammet (EFP) støtter derfor forskning inden for olie- og gasområdet for at bevare en fremtidig forsyningssikkerhed længst muligt på en miljømæssig forsvarlig måde. I 1998 blev der i de afsluttede projekter forsket for for 64,5 mio. kr. Dette beløb er usædvaneligt højt i forhold til tidligere år, hvilket skyldes, at der i 1998 blev afsluttet 18 forskningsprojekter på olie- gasområdet. Den samlede EFP-støtte til projekterne var 35 mio. kr.
For at forøge reserverne af olie og gas i Danmark er det vigtigt, at der lokaliseres nye områder i undergrunden, hvor der er sket dannelse af olie og gas, også kaldet modne kildebjergarter. Tre forskningsprojekter førte her til, at der blev lokaliseret gode kildebjergarter i henholdsvis Mellem og Øvre Jura inden for Centralgravsområdet i Nordsøen. I et andet projekt blev den jurassiske lagfølge i Gertrud Graven studeret, og det blev sandsynliggjort, at der forefindes sandstensreservoirer centralt aflejret i Gertrud Graven, hvortil olie og gas kan være migreret. Disse forskningsprojekter har sandsynligvis været med til at stimulere olieselskabernes interesse for at ansøge om tildeling af efterforskningslicencer under femte koncessionsrunde.
Tilvæksten i de danske reserver af olie og gas er i det seneste årti hovedsageligt sket ved, at ny teknologi har muliggjort, at en stadig større del af olien i de danske oliefelter kan forventes at blive bragt til overfladen. For fortsat at forbedre indvindingsgraden for olie og gas er den forskningsmæssige udfordring i høj grad at tilvejebringe en bedre viden om indvindingsforholdene i reservoirerne.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›