Nordjyderne har haft sværest ved at sælge boliger under corona

Udgivet den 09-06-2021  |  kl. 06:00  |  
Hus. Foto: Boligsiden.dk

Hus. Foto: Boligsiden

Danskerne købte boliger i stor stil i coronatiden, og rekordmange af de boliger, der kom til salg, blev også solgt. Men hvad er egentlig kendetegnende for de boliger, der bliver taget af markedet uden at blive solgt, når nu bolighandlen ellers er rødglødende?

Boligsiden er dykket ned i de cirka 50.000 boliger, der kom til salg i andet og tredje kvartal i 2020 og er nået til fire overordnede konklusioner:

  • Flere sælgere i Nordjylland end i landets øvrige regioner må opgive at komme af med deres bolig.
  • Der tages flere boliger retur med dårlige end gode energimærker. Dog er det omvendt i Region Hovedstaden.
  • Det er sværere at sælge en stor villa over 140 kvadratmeter end at sælge en lille.
  • Andelen af boliger, der går retur, er større på landet end i byen.

Herunder vil de fire pointer blive uddybet hver for sig i separate afsnit, så du bestemmer selv i hvilken kronologi, du vil blive klogere. I alle fire afsnit er det Boligsidens kommunikationsdirektør Birgit Daetz, der udtaler sig.

Sværest at sælge i Nordjylland

Salgsprocenten på huse i Danmark er rekordhøj. Og hvad betyder det så? Det betyder, at langt de fleste af de boliger, der kommer til salg, bliver solgt.

I Region Hovedstaden og Region Sjælland er salgsprocenten 90 procent eller mere, mens den i Region Nordjylland er på 81 procent. Det betyder, at der her er hele 19 procent – svarende til næsten hver femte af de boliger, der blev sat til salg i perioden, der er taget af markedet uden at blive solgt.

"Nordjylland er ofte den region, der stikker ud. Priserne er lavest, husene bliver solgt langsomst, og nedslagene er højest. Derfor er det ikke nogen overraskelse, at det er i Nordjylland, at der er gået flest boliger retur. Men det er påfaldende, at forskellen til de andre regioner er så stor. Når det er sagt, har salget også i Nordjylland været højere end normalt. Så nordjyderne har det nok sværere med at sælge end de andre, men ikke sværere end de plejer."

Salgsprocenten for de boliger, der blev sat til salg i andet og tredje kvartal 2020:

Område Andel af solgte boliger Andel af fjernede boliger
Region Hovedstaden 91% 9%
Region Midtjylland 87% 13%
Region Nordjylland 81% 19%
Region Sjælland 90% 10%
Region Syddanmark 87% 13%

(Tabellen viser, hvor mange af de boliger, der blev sat til salg i løbet af andet og tredje kvartal 2020, der enten er blevet solgt eller fjernet fra markedet. Opgørelsen indeholder ikke skuffesager og projektsalg. Kilde: Boligsiden.)

Det store energimærke-paradoks

Ser vi på fordelingen af energimærker på de boliger, der ikke er blevet solgt, er det måske ikke så overraskende, at der er mange boliger med de dårlige energimærker (G, F og E), der ikke bliver solgt. Det interessante er at se på tallene for de enkelte regioner.

Her udmærker Region Hovedstaden sig ved at skille sig fuldstændig ud fra de øvrige fire regioner ved, at der er gået flere huse med gode energimærker (A, B, C og D) retur.

"Det er helt logisk, at der i fire regioner går langt flere boliger retur med dårlige energimærker, for vi ved, at energimærkningen er noget, køberne kigger på. Der er så heller ikke nogen tvivl om, at de kigger mere på pris end på energimærke. Og netop Region Hovedstaden har landets højeste priser, og nogle købere må derfor vælge at gå på kompromis med nogle ønsker, hvis de skal finde en bolig, der matcher deres budget."

"En anden forklaring kan også være, at der er et begrænset antal ledige byggegrunde i hovedstadsområdet, hvilket får nogle boligkøbere til bevidst at gå efter boliger med et dårligt energimærke, så de kan rive huset ned og i stedet bygge et nyt. Derfor er flere af husene med ringe energimærker i relativ høj kurs i netop Region Hovedstaden."

Andelen af fjernede boliger opdelt efter energimærke:

  Energimærke A, B, C eller D   Energimærke E, F eller G  
Område Solgte Fjernede Solgte Fjernede
Region Hovedstaden 90% 10% 93% 7%
Region Midtjylland 86% 14% 83% 17%
Region Nordjylland 79% 21% 78% 22%
Region Sjælland 88% 12% 87% 13%
Region Syddanmark 86% 14% 84% 16%

(Tabellen viser, hvor mange af boligerne med gode energimærker, der er blevet solgt og fjernet fra markedet og tilsvarende for boliger med de mindre gode energimærker. Opgørelsen indeholder ikke skuffesager og projektsalg. Kilde: Boligsiden.)

Den velkendte størrelses-problematik

Det har været markant sværere at sælge store villaer over 140 kvadratmeter, end det har at sælge villaer, der er mindre end det. Der er således taget godt 2.500 store villaer retur i perioden - det svarer til 16 procent af de boliger, der er blevet udbudt. Omvendt er der kun taget cirka 800 små villaer under 140 kvadratmeter retur - svarende til 10 procent.

"Mange boligkøbere har fået behov for et ekstra værelse, fordi de under corona har fundet ud af, at de kan arbejde hjemme og derfor skal bruge et kontor. Men andelen af store villaer der bliver taget af markedet uden at blive solgt er alligevel noget større end andelen af retursager for små villaer. Det hænger i høj grad sammen med, at priserne for de store villaer er højere. Og derfor kan det godt være, at der er opstået et behov for mere plads, men det betyder også, at mange købere er nødt til at finde flere penge eller flytte længere væk fra byerne end planlagt for at få råd til den ekstra plads."

Andelen af boliger, der er fjernet fra markedet opdelt efter størrelse:

  Små villaer (   Store villaer (>140 kvm.)  
Område Solgte Fjernede Solgte Fjernede
Region Hovedstaden 94% 6% 89% 11%
Region Midtjylland 89% 11% 84% 16%
Region Nordjylland 82% 18% 78% 22%
Region Sjælland 91% 9% 86% 14%
Region Syddanmark 89% 11% 84% 16%

(Tabellen viser, hvor mange af de mindre boliger samt de større boliger, der er blevet solgt og fjernet fra markedet og tilsvarende for boliger med de mindre gode energimærker. Opgørelsen indeholder ikke skuffesager og projektsalg. Kilde: Boligsiden.)

Byen er mere attraktiv end landet

Generelt er der flere huse på landet end i byen, der bliver taget af markedet uden at blive solgt. Det er dog ikke tilfældet i Region Nordjylland, hvor der er flere huse i byzonen, der ikke kan sælges. Det står i skærende kontrast til de andre regioner, hvor det er omvendt.

"Husene i byerne bliver solgt hurtigere end på landet, og derfor er der flere byboliger, der er vedligeholdte og indflytningsklar. Og selv om der også er et stort segment af købere, der går specifikt efter noget, der er faldefærdigt, så de selv kan bygge op og sætte eget præg, så er det lettere at sælge et hus, der er klar til indflytning."

"Omvendt har vi her under corona også set, at interessen for at flytte på landet er bevaret, og i Nordjylland er der smuk og eftertragtet natur, som kan tiltrække den gruppe af boligkøbere, der længes efter luft og åbne vidder. Det kan være én af forklaringerne bag det atypiske mønster i Nordjylland."

Andelen af fjernede boliger opdelt efter placering:

  Byzone   Landzone  
Område Andel solgte Andel fjernede Andel solgte Andel fjernede
Region Hovedstaden 91% 9% 86% 14%
Region Midtjylland 86% 14% 82% 18%
Region Nordjylland 79% 21% 80% 20%
Region Sjælland 89% 11% 83% 17%
Region Syddanmark 87% 13% 81% 19%

(Tabellen viser, hvor mange boliger, der er solgt og fjernet fra markedet i regionernes byzoner og landzoner. Opgørelsen indeholder ikke skuffesager og projektsalg. Kilde: Boligsiden.)

The post Nordjyderne har haft sværest ved at sælge boliger under corona first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder

19:19 KORR: Torsdagens aktier: Revanche til Trump-ramte aktier bidrog til et pænt plus i C25
17:49 Europa/aktier: Britisk telekoncern straffet for nedjustering i stigende marked
17:06 Torsdagens aktier: Ravanche til Trump-ramte aktier bidrog til et pænt plus i C25
17:02 Torsdagens aktier: Ravanche til Trump-ramte aktier bidrog til et pænt plus i C25
17:02 Torsdagens obligationer: Renteoptur gik i sig selv igen før rentemelding fra USA
16:24 Prisen på containerfragt stiger for anden uge i træk
16:13 Asetek styrtdykker på børsen ved udsigt til kapitaforhøjelse
15:41 Flere britiske rentenedsættelser i vente, mener Sydbank - men ro i december
15:39 USA/åbning: Fortsatte stigninger i mere afdæmpet marked før Fed-melding
14:28 USA/tendens: Aktiefesten efter Trumps sejr ses fortsætte forud for rentemelding
13:18 Bank of England sænker renten for anden gang i år
13:09 Europa/aktier: It og materialer fører an i europæisk aktieoptur
13:03 Bank of England sænker renten 25 basispoint
12:27 Obligationer/middag: Politisk kaos i Tyskland sender renterne opad
12:03 Alm. Brand Group vinder markedsandele i Privat - har sagt farvel til kunder i Erhverv
11:56 Aktier/middag: Regnskabstrekløver trækker C25 i vejret mens Novo tynger
10:56 Prisen på containerfragt stiger for anden uge i træk
10:40 Novo fortsætter ned - kommentarer om 2025 spøger
10:14 Vestas og fransk NKT-konkurrent sænket til "underperform" af finansgigant efter Trump-sejr
09:53 Torm er presset af lavere olietransport ud af Mellemøsten - topchef tror på genopretning