Alm. Brand Group vinder markedsandele i Privat - har sagt farvel til kunder i Erhverv
Der hersker helt overordnet tilfredshed med resultatet i tredje kvartal i Alm. Brand Group, hvor kunderne i modsætning til sidste år var forskånet for store vejrligsskader.
Samtidig var storskaderne på niveau med sidste år, og egentlig under det, man kan betegne som et normalniveau.
Det fortæller forsikringskoncernens topchef, Rasmus Werner Nielsen, i et interview med MarketWire.
Han peger dog også på, at bilskader igen fylder meget i erstatningerne, og at høj rejseaktivitet også har medvirket til, at rejseskadeforsikringen er blevet brugt ekstra flittigt.
Samlet kan Alm. Brand Group ikke desto mindre glæde sig over et forsikringsresultat på 400 mio. kr. i tredje kvartal - 2 pct. højere end konsensus på 392 mio. kr. og en stigning fra 366 mio. kr. i samme periode året før.
- Det er drevet af et solidt momentum i vores privatforretning, som fortsætter den gode udvikling. Her er både en stærk fremgang i resultatet og en høj præmievækst på 8 pct., fremhæver Rasmus Werner Nielsen.
Toplinjen nyder blandt andet godt af prisforhøjelser og indekseringer, men også tilgang af nye kunder.
Det skyldes ikke mindst Alm. Brands forretningsområde ved navn Privatsikring, der udbyder forsikringer via banker og andre partnere.
- Vi har inden for Privatsikring en vækst på 15 pct., og det viser, at bankdistribution er en vigtig og voksende forretning med et stort potentiale. Det er en stor vækstmotor for os.
- Jeg vil sige, at vi tager solide markedsandele inden for Privat, siger Rasmus Werner Nielsen.
FLAD TOPLINJE I ERHVERV
I Erhverv har tredje kvartal derimod været præget af, at Alm. Brand har sagt farvel til nogle kunder.
Trods prisforhøjelser og indekseringer har forsikringsindtægterne inden for Erhverv udviklet sig stort set fladt i kvartalet. Samtidig er forsikringsresultatet dykket til 197 mio kr. fra 228 mio kr., blandt andet som følge af et stort omfang af motorrelaterede skader samt stigende erstatningsudgifter til arbejdsskader.
- Vi arbejder målrettet på at få den rigtige balance mellem pris og risiko, og det sætter sig lidt i præmievæksten i tredje kvartal. Vi skal nok vænne os til lidt større udsving i væksten. I nogle kvartaler vil den være højere, i nogle lavere. Der er store kunder med store præmiekonti, og nogle gange kommer der en kunde ind og andre gange ud, siger Rasmus Werner Nielsen, og bekræfter, at Erhverv måtte sige farvel til kunder i perioden.
- Vi har hævet præmier, og vi har samtidig været meget selektive i kundesammensætningen i vores portefølje. Og det vil sætte sig i tallene, hvis en eller to større kunder vælger at forlade os, siger Rasmus Werner Nielsen.
OPJUSTERER FORVENTNINGERNE
For hele 2024 opjusterer Alm. Brand forventningerne og venter nu et koncernresultat på 1580-1680 mio. kr. før skat mod tidligere 1430-1630 mio. kr.
Det skyldes blandt andet medvind på finansmarkederne. Investeringsresultatet ventes nu at blive stadig cirka 450 mio. kr. mod tidligere cirka 400 mio. kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›