Wall Street holder vejret inden afstemning om gældsloft: Flere snubletråde skal forceres

Udgivet den 31-05-2023  |  kl. 13:48  |  

Efter måneders forhandlinger om det amerikanske gældsloft, nærmer onsdagens vigtige afstemning i Repræsentanterne Hus sig om weekendens kompromis mellem husets republikanske majoritetsleder, Kevin McCarthy, og USA's præsident Joe Biden.

Afstemningen vil blive fulgt på tæt hold af finansmarkederne af frygt for, at der ikke kommer en aftale i stand inden den 5. juni.

På det tidspunkt risikerer USA nemlig ifølge finansminister Janet Yellen at måtte misligholde sin gæld, hvis ikke politikerne har sørget for, at der kan lånes flere penge.

- Hvis aftalen ikke bliver godkendt i Huset, venter vi en betydelig uro på finansmarkederne. Det kan overtale medlemmer af huset til at stemme for, hvis den bliver sat til afstemning igen i de næste par dage. Der er ikke meget tid at løbe på, men kassen løber trods alt først tør tidligst 5. juni, konstaterer chefanalytiker i Jyske Bank Tina Winther Frandsen.

SNOET VEJ GENNEM KONGRESSEN

Afstemningen er umiddelbart planlagt til omkring klokken 19 amerikansk tid, det vil sige natten til torsdag dansk tid, men økonomer og analytikere vil følge godt med fra sidelinjen, allerede når Washington vågner onsdag.

Det skyldes, at der er flere snubletråde, der skal forceres, inden en eventuel afstemning overhovedet gennemføres, forklarer Mads Dalgaard Madsen, seniorkonsulent hos Rambøll med fokus på USA og tidligere indenrigspolitisk rådgiver på den danske ambassade i Washington.

- Det vi skal holde øje med er, om McCarthy kan få skabt et flertal blandt republikanerne, der er flertalspartiet i Repræsentanternes Hus. Det er det, der hedder "The Hastert Rule". Den betyder, at majoritetslederen skal have et flertal i sit eget parti for at sætte en lov til afstemning i huset, siger Mads Dalgaard Madsen.

På forhånd er flere hardlinere hos republikanerne stærkt kritiske over for McCarthys og Bidens aftale, så McCarthy skal, hvis han ellers kan sikre sig flertal blandt sine egne, også formå at samarbejde med Husets mindretalsleder, Hakeem Jeffries, om opbakning fra moderate demokrater.

- Så det er den spændetrøje han sidder i, og han er jo relativt ny og ikke nogen stor stemmetæller, som sin forgænger Nancy Pelosi (demokraternes flertalsleder, red.). Samtidig er Hakeem Jeffries også ny på posten, så det er en kæmpe eksamen, de skal to skal bestå, for at få loven over målstregen, siger Mads Dalgaard Madsen.

SKYDER GÆLDSLOFTET TIL HJØRNE

Weekendens aftalen mellem republikaneren, Kevin McCarthy, på den ene side og demokraten Joe Biden på den anden side, vil suspendere gældsloftet frem til 1. januar 2025, det vil sige efter det næste præsidentvalg. Desuden lægger aftalen låg over statens udgifter i to år. Men også her hersker der uenighed om konsekvenserne.

Ifølge Det Hvide Hus vil aftalen reducere udgifterne med omkring 1000 mia. dollar over et årti, mens republikanerne estimerer, at tallet nærmere er 1500 mia. dollar, skriver Bloomberg News.

Hardlinerne i det republikanske parti har dog gået efter klart større besparelser, mens demokraterne i større eller mindre grad er utilfredse med udgiftsloftet.

- Så det vi skal holde øje med i løbet af dagen er, om yderfløjene i de to partier vokser sig store eller ej.

- Det bliver en mosaik af moderate fra de to partier, der skal skal få den her lov igennem, siger Mads Dalgaard Madsen.

Skulle McCarthy kløjs i sin stemmetælling undervejs, vil finansmarkederne få et fingerpeg derom, hvis afstemningen må udskydes.

- Hvis du ser teksten - "the house is in recess - subject to the call of the chair" - så ved man, at han ikke har stemmerne lige nu. Hvis den tekst kommer på skærmen, vil du se Wall Street gå fuldstændig bananas, vurderer Mads Dalgaard Madsen.

HOVEDSCENARIET ER EN GODKENDELSE

Helt så galt kommer det dog næppe til at gå, mener Mads Dalgaard Madsen.

- Hovedscenariet er fortsat, at den går igennem. Jeg fornemmer, når jeg taler med dem, jeg kender derovre, en form for, at man er videre og har talt nok om det her. Der hersker i store dele af det republikanske parti tilfredshed med, at McCarthy har gjort alt, hvad han kunne. Så det mest sandsynlige scenarie er, at han har stemmerne, og at den sendes videre i Senatet.

Også Jyske Bank regner med, at moderate kræfter vil få loven stemt igennem.

- Så opbakningen til forhøjelsen af gældsloftet skal komme fra midten. Her ser opbakningen ud til at være fornuftig, og vi venter en godkendelse af pakken. Men vi kan ikke helt afvise, at den ikke bliver godkendt i første omgang, lyder vurderingen.

På futuremarkedet peger udviklingen onsdag på en fredelig børsdag. Nasdaq-futuren stiger en anelse, mens S&P 500-futuren ligger uændret.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Seneste nyheder

11:37 Aktier/middag: Novo og Mærsk trækker C25 ned trods GN i topform
10:16 Vestas-topchef er "meget komfortabel" med forventningerne efter første kvartal som planalgt
10:12 Havvind hjalp Ørsted til positiv overraskelse i første kvartal
10:11 Novos kassemester: Vi kan virkelig lide hvad vi ser for Wegovy i USA
10:09 Mærsk-topchef kigger stadig på mulighed for at købe DB Schenker
09:46 Pandoras brandmomentum bag "superstærkt" første kvartal siger Jyske Bank
09:45 Aktier/åbning: Solid GN stignning kan ikke matche fald i Novo og Mærsk
09:20 Ørsted direktør ser første kvartal som vigtigt skridt videre mod nye strategi
09:06 Obligationer/åbning: Fald i internationale renter smitter af i Danmark
09:04 Spar Nord blev hevet op af klart højere renteindtægter i første kvartal
09:03 Alm. Brands forsikringsdrift og grønne markeder trak opjustering i vådt kvartal
09:00 Mærsk-analytiker ser tydelig effekt efter uro i Det Røde Hav
08:52 Pandora sprænger analytkernes forventninger - og opjusterer
08:44 Vestas OVERBLIK Q1: Starter året med lav aktivitet og røde tal på bundlinjen
08:40 Diamanter er en piges - og Pandoras - bedste ven
08:38 Novos supersællert trak resultaterne over konsensus i første kvartal
08:37 Ørsted med mindre overskud end ventet - men havvind overraskede positivt
08:27 Mærsk tjener flere penge end ventet efter uro i Det Røde Hav
08:25 Pandoras topchef skruer op for forventningerne til 2024
08:20 GN/CEO: Stærkt momentum fra 2023 fortsætter for Hearing