Nykredit forudser sidste renteforhøjelse i denne omgang fra ECB

Udgivet den 12-09-2023  |  kl. 13:37  |  

Den Europæiske Centralbank ventes på torsdagens rentemøde at levere sin sidste renteforhøjelse i denne omgang, men samtidig følge op med en blødere retorik.

Det vurderer Nykredits chefstrateg Frederik Engholm, der regner med et renteløft på 25 basispoint ved mødet.

Chefstrategen pointerer samtidig, at det er et "close call", da forventningerne i markedet kun peger på, at renten vil blive hævet med 10 basispoint - hvilket indikerer, at markedet ser størst sandsynlighed for en fastholdelse af renten.

Centralbanken ventes ifølge Frederik Engholm at ville følge op på sit mantra om, at inflationen har ligget alt for højt alt for længe.

- Selvom inflationen meget klart er på vej ned, så venter vi, at ECB gerne vil sikre sig, at bevægelsen fortsætter, og at det går hastigt nok til, at inflationsforventningerne ikke bider sig fast for højt, skriver Frederik Engholm.

Hvis renten bliver hævet, venter han, at ECB's topchef Christine Lagarde igen vil slå på, at der ikke er nogen automatik herfra, og at der stadig er noget vej endnu.

På den anden side fremhæver chefstrategen også sandsynligheden for en pause i renteforhøjelserne, idet han blandt andet henviser til den toneangivende rentehøg ECB-næstformand, Isabel Schnabel, der på det seneste har argumenteret både for og imod renteforhøjelser.

Årsagen til at ville holde renten i ro er frygten for recession, hvor blandt andet Tyskland på det seneste har vist svaghed.

- Vi finder det grundlæggende mere fornuftigt at udvise tålmodighed og standse stramningerne, da tilpasningen synes godt undervejs, men ECB forekommer mere bekymret for risikoen for, at inflationsforventninger mister forankringen og for vedvarende høj inflation, skriver Nykredits chefstrateg.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  macro❯  Europa❯