Ørsted spås stigende omkostninger: Britisk storbank barberer kursmål

Udgivet den 28-09-2023  |  kl. 09:03  |  
Arkiv: Foto

Ørsted har fået skåret kursmålet med næsten 40 pct. af det britiske finanshus Barclays, der spår højere kapital- og investeringsomkostninger for det danske energiselskab.

Det sænkede kursmål er videre en konsekvens af Ørsteds nedskrivninger af sin portefølje i USA på op mod 16 mia. kr.

Sådan lyder konklusionen fra analytiker Dominic Nash fra Barclays ifølge Bloomberg News.

Ørsteds udfordringer er videre ikke repræsentativ for resten af industrien, påpeges det.

Det danske energiselskab lider blandt andet under, at det mangler en "plan B", og at Ørsteds amerikanske havvindforretning er særligt eksponeret mod et marked i udvikling med dertilhørende høje omkostninger til infrastruktur.

Barclays ser videre risiko for, at værdiansættelsen af Ørsted samt indtjeningsvæksten kan blive hæmmet, hvis ikke energiselskabets amerikanske pipeline føres ud i virkeligheden.

Analytiker Dominic Nash foretrækker i stedet selskaber som Iberdrola, RWE og SSE, hvor pipelinen i mindre grad eller ikke er indregnet i værdiansættelsen, og hvor der i højere grad er fokuseret på teknologisk og geografisk diversificering.

Ørsteds kursmål er sænket til 430 kr. fra 700 kr. hos Barclays, og anbefalingen er uændret negative "underperform".

Energiaktien er torsdag åbnet med et fald på 0,5 pct. til 382,60 kr. Siden årsskiftet er Ørsted faldet 39,4 pct.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯