Europa/aktier: Britisk ølproducent sendes ned i rødt Europa

Udgivet den 10-11-2023  |  kl. 13:01  |  

Den britiske øl- og spirituskoncern Diageo ser aktien falde tungt fredag, efter at selskabet har advaret om lavere salg fra forbrugernes manglende købelyst.

Aktien dykker 15,5 pct. på børsen i London. Det gør den til den mest faldende aktie i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, hvor stemningen også er negativ med et samlet dyk på 1,1 pct.

Det afspejler igen stemningen fordelt på de tre store indeks i Frankrig, Tyskland og Storbritannien, der dykker 0,8-1,4 pct.

For Diageo skyldes nedturen nærmere bestemt advarsler fra ledelsen om, at indtjeningen i særligt Latinamerika og Caribien er under pres. Det hænger sammen med, at makroøkonomisk usikkerhed og pres på forbrugerne i regionen får dem til at holde igen med enten at købe de alkoholiske drikke, eller at de vælger billigere alternativer.

Hos RBC Capital Markets kalder analytikerne meldingen "overraskende". Samtidig lyder det dog, at de har været bekymrede for, om Diageo kunne opnå selskabets målsætninger på mellemlang sigt, der er udstukket af en tidligere topchef.

I modsatte ende af indekset stiger danske GN mest medet plus på 6,6 pct. til 130 kr. efter et regnskab inden for skiven, hvor forventningerne til væksten samtidig er blevet indsnævret. Midtpunktet for Hearing-divisionen er blevet løftet et enkelt hak, mens det går den modsatte vej i Audio-divisionen.

Bavarians franske rival Valneva har sent torsdag desidem fået godkendt sin vaccine mod febersygdommen chikungunya i USA. Vaccinen, der skal markedsføres under navnet Ixchiq, er den første godkendte vaccine mod sygdommen, der overføres til mennesker via myggestik.

Valneva-aktien stiger 6,5 pct.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder