Danske Bank ser opkøb som mulig bro over truende patentkløft for Lundbeck

Udgivet den 11-12-2023  |  kl. 10:24  |  
Arkiv: Foto

Lundbeck er stadig på jagt efter en endelig vej uden om en truende patentkløft for flere af medicinalselskabets bedst sælgende produkter, men op- og tilkøb kan være med til at bane vejen.

Det vurderer Danske Bank, der genoptager analysedækningen af aktien med den neutrale anbefaling "hold" og et kursmål på 36 kr.

Lundbeck har dog masser at skyde med i forhold til flere opkøb efter nogle gode år med klar vækst i de fire strategiske nøgleprodukter.

- Historien viser, at Lundbeck længe har stået over for strukturelle udfordringer - uden nogen egenudviklede produkter, der er blevet godkendt siden Brintellix i 2013. Vi vurderer, at opkøbshistorikken siden 2011 har været solid, skriver Danske Bank blandt andet i et analysenotat.

MASSER AF AMMUNITION TIL OPKØB

Banken vurderer dog, at der er masser af ammunition på lager til flere opkøb, der kan hjælpe Lundbeck på vej. Både med og uden udnyttelse af den nye aktiestruktur, der formelt blev godkendt sidste sommer.

- Vi estimerer op til 24 mia. kr. i potentiel kapacitet med en nettogæld på 4 gange EBITDA uden nye aktier. Med A- og B-aktierne beregner vi, at Lundbeck kan rejse cirka 34 mia. kr. i nye aktier, mens Lundbeckfonden fortsat beholder kontrollen, skriver Danske Bank.

- Vi vurderer, at Lundbeck primært sigter efter projekter, der er tæt på at komme på markedet, da det har behov for kommercielle eller senstadieaktiver for at gøre op for patentudløb på nøgleprodukter, der er på vej, fortsætter banken.

Vurderingen hos Danske Bank er, at pengekisten, hvis man kombinerer begge muligheder, vil kunne tilføje yderligere 2,7 mia. kr. til den langsigtede værdisætning, hvis man tager Lundbecks historiske returrate for opkøb med i beregningen.

De to helt store patentudløb, der rammer i de kommende år er på Brintellix i 2027 og Rexulti i 2029. Og særligt den sidste kan gøre ondt på det danske medicinalselskab, vurderer Danske Bank.

- Søgningen efter vækstmotorer fortsætter, mens patentkløften truer - med moderat effekt fra udløbet af Brintellix i 2027 og sandsynligvis et mere betydeligt salgsdyk i 2029 på grund af udløbet af Rexulti, skriver Danske Bank.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Initiate❯  Research❯  Shares❯ 

Seneste nyheder