Norske Schibsted stiger 18 pct. efter salg af medieforretning for milliardbeløb

Udgivet den 11-12-2023  |  kl. 12:47  |  

Aktien i den norske medie- og annoncekoncern Schibsted stiger på børsen i Oslo mandag med 18 pct. efter nyheden mandag morgen om, at det vil sælge sine nyhedsmedier til hovedaktionæren, fonden Tinius.

Foreløbigt har parterne indgået en ikke-bindende aftale om transaktionen, men hvis planerne realiseres som foreløbigt aftalt, vil Schibsted fremover alene komme til at bestå af det, som koncernen kalder markedspladser.

Markedspladser omfatter blandt andet portaler som Bilbasen og Den Blå Avis samt jobportaler.

- Schibsteds nuværende News Media-forretningsområde, ejerandele i Polaris Media og andre medieaktiviteter vil blive udstykket fra Schibsted ind i et separat selskab - foreløbigt kaldet Schibsted Media - som så sælges til fonden, fortæller Schibsted i en meddelelse.

Transaktionen er på samlet 6,2 mia. norske kr. svarende til 3,9 mia. danske kr.

Beløbet omfatter 5,4 mia. norske kr. for Schibsteds News Media-forretning samt minoritetsejerandele i Norsk Telegrambyrå, TT Nyhedsbyrån og Lokalavisene AS.

De resterende 0,8 mia. norske kr. af den samlede transaktion knytter sig til ejerandelen i Polaris.

Transaktionen ventes at kunne afsluttes i første halvdel af 2024.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯