USA/tendens: Opturen ser ud til at fortsætte - Nike brager ned

Udgivet den 22-12-2023  |  kl. 14:05  |  

Opturen for de amerikanske aktier ser ud til at fortsætte, efter at markedet torsdag rejste sig igen oven på en midlertidig nedtur.

De toneangivende indeks indikeres op med mellem 0,9 pct. og 1,3 pct.

Helt anderledes ser det dog ud for Nike, der brager ned inden start, efter at sportstøjskæmpen torsdag aften kom med en nedslående melding for det kommende kvartal.

Meget kan dog ske inden åbningen, da der kl. 14.30 venter en serie af vigtige nøgletal. Mest fokus vil der være på den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsmål, PCE-core.

Økonomer venter, at prisindikatoren vil vise, at inflationen aftog til 3,3 pct. på årsbasis i november fra 3,5 pct. i oktober. Målt på månedsbasis ventes en prisstigningstakt på 0,2 pct. ifølge Bloomberg News.

Derudover kommer der også tal for privatforbruget samt ordreindgangen af varige goder i november.

NIKE-AKTIEN KULDSEJLER INDEN ÅBNINGEN

Nike indikeres ned med hele 12,3 pct. inden åbningen i kølvandet på gårsdagens meddelelse om ventes minusvækst i tredje kvartal af det skæve regnskabsår 2023/24.

Regnskabet for andet kvartal var isoleret set bedre end ventet, men i forbindelse med den efterfølgende telekonference blev der flaget for, at væksten i tredje kvartal formentlig vil blive let negativ, mens omsætningen efterfølgende ses vokse med en lav encifret procentsats i fjerde kvartal.

I regnskabet annonceres der samtidig en strømlining af organisationen, der skal generere besparelser på samlet 2 mia. dollar over de kommende tre år.

I første omgang vil det koste 400-450 mio. dollar i engangsomkostninger, hvoraf de fleste vil blive realiseret i det indeværende tredje kvartal.

OPKØBSEMNE STIGER STORT

Den amerikanske medicinalgigant Bristol-Myers Squibb har købt Karuna Therapeutics, der udvikler medicin til behandling af skizofreni, for 14 mia. dollar.

Det skriver Bloomberg News.

Bristol-Myers vil betale 330 dollar per aktie i Karuna, hvilket svarer til en præmie på omkring 53 pct. sammenlignet med lukkekursen torsdag i 215,19 dollar.

Ikke overraskende brager Karuna også op i formarkedet, hvor aktien stiger over 47 pct. til 316,25 dollar.

Det opkøbte selskab står bag lægemiddelkandidaten KarXT til behandling af skizofreni, der afventer godkendelse hos myndighederne i USA. Afgørelsen er ifølge Bloomberg News ventet i september 2024.

Opkøbet tynger omvendt aktien i Bristol-Myers Squibb, der i formarkedet bakker 1,6 pct.

KINESISK OPGØR MED GAMING-INDUSTRIEN TYNGER

En lang række kinesiske selskaber, der også er noteret i USA, dykker fredag i formarkedet, efter at de kinesiske myndigheder har fremlagt et udkast til nye regler, der skal begrænse antallet af timer og penge, som kinesiske gamere bruger på video- og mobilspil.

De dobbeltnoterede spiludviklere Netease og Bilibilli falder henholdsvis 23 og 11 pct.

De kinesiske internetkæmper Alibaba, Baidu og JD.com falder med mellem 2,6 pct. og 3,1 pct.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Bekymringer om kinesisk vækst og Trumps toldmure pressede humøret i bund
17:05 Fredagens aktier: GN, Ambu og Zealand i C25-top - banker faldt på udsigt til lavere renter
17:01 Tesla-aktionærer har tjent 237 mia. dollar siden valgsejr til Trump
17:00 Fredagens obligationer: Rentefald på bagkant af amerikansk rentenedsættelse
15:38 USA/åbning: Nvidia i rekordridt sammen med S&P 500 og Nasdaq
15:02 Skako nedjusterer til 2024 gundet lav aktivitet i bil- og bygge/anlægsindustrien
14:19 Zealand får opmærksomehd fra amerikansk finanshus
13:53 Chemometecs næstformand og topchef køber aktier
13:51 USA/tendens: Pause efter Trump-rally og rentenedsættelse - Nvidia er verdens største
13:44 Djurslands Bank leverer hidtil største overskud over ni måneder
12:50 Europa/aktier: Luksusaktier under pres fra Kina - forsat mismod efter amerikansk valg
11:50 Obligationer/middag: Rentefald frem mod amerikanske nøgletal
11:46 Huscompagniets topchef om udsigterne: Vi ser ind i et bedre marked nu
11:43 Aktier/middag: GN og Zealand op på analysenyt - banker tynges af udsigt til lavere renter
10:50 GN får købsanbefaling hos Jyske Bank efter store kursfald
10:18 Zealand Pharma løftes til "hold": Danske Bank afventer nyt om Novos arvtager
09:54 Kina præsenterer nyt tiltag til at pumpe liv i svækket økonomi
09:50 Zealand sidder med stort potentiale på hånden: JPMorgan indleder med "overvægt"
09:37 Chemometec får smilene frem hos investorerne efter regnskab
09:27 Sony opjusterer efter stærkt musik- og spilsalg