Asien: Kinesisk lavvækst tynger hele regionen uden for Japan

Udgivet den 17-01-2024  |  kl. 06:32  |  

De asiatiske aktier dropper onsdag med de kinesiske aktier i front, efter en række data fra Beijing peger på et vigende opsving i verdens næststørste økonomi, mens højere amerikanske renter reducerer risikolysten over en bred kam.

De kinesiske aktier i Hongkong falder kraftigt, efter vækstdata for fjerde kvartal ikke kunne leve op til forventningerne, selv om Beijing nåede det årlige vækstmål på omkring 5 pct.

Men aktivitetsindikatorer for december viser samtidig, at detailsalget voksede i det langsomste tempo siden september, mens investeringsvæksten forsat er lunken, selvom industriproduktionen viste små tegn på forbedring.

- Rækken af kinesiske økonomiske data i dag ser ud til at afspejle mere af det samme - et ujævnt vækstmiljø, som ikke byder på megen overbevisning om en vedvarende vending endnu, siger strateg Jun Rong Yeap fra IG i Singapore til Reutes.

Shanghai Composite og CSI 300 falder henholdsvis 0,6 pct. og 0,7 pct., og på Hong Kong Stock Exchange dykker Hang Seng-indekset med hele 2,8 pct.

- Tendensen med svage økonomiske data tyder på, at det lempelige politiske miljø endnu ikke er oversat til en vedvarende vending i de økonomiske forhold, hvilket kan forstærke kravet om flere støtteindgreb fra myndighedernes side i første halvdel af 2024, vurderer Jun Rong Yeap.

Den svage udvikling i Kina rammer hele se østasiatiske region. Kospi-indekset i Sydkorea dropper 2,5 pct., og Singapores Strait Times-indeks viger 0,5 pct., hvilket også gælder ASX-indekset på børsen i Sydney.

I Japan holder en ganske markant svækkelse af japanske yen til gengæld hånden under de store eksportaktier, og vender en tidlig nedtur til mindre plusser.

Nikkei 225 stiger 0,2 pct., og Topix-indekset øger 0,3 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 +0,2
Topix +0,3
Hongkongs Hang Seng -2,8
China Shanghai Composite -0,6
China CSI 300 -0,7
Taiwan Taiex -0,9
Sydkoreas Kospi -2,5
Indiens BSE Sensex -1,0
Singapores STI -0,8
Sydney ASX 200 -0,5

Indeksværdi klokken 06.15.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder