Valuta: Fokus rettet mod amerikansk beskæftigelse fredag

Udgivet den 04-04-2024  |  kl. 13:26  |  

Det er ikke meget at skrive hjem om på valutamarkedet torsdag, da handlerne ser frem mod ugens vigtigste nøgletal: Den amerikanske beskæftigelse, der lander tal for fredag.

Det amerikanske dollarindeks, som måler den amerikanske valuta mod euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger torsdag i det laveste niveau i to uger i 104,08 mod 104,37 onsdag eftermiddag.

Indekset er dog steget omkring 2,8 pct. i år, da markedets forventninger til rentenedsættelser indtil videre for året er blevet halveret til 75 basispoint.

- Dollar vil svækkes, hvis slutrenten i år prissættes lavere, siger Chris Turner, valutastrateg hos ING, til Reuters.

Han påpeger, at markedet regner med, at den amerikanske rente vil være faldet til omkring 3,6 pct. om tre til fire år fra nuværende 5,25-5,5 pct.

Onsdag sagde den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, at der ikke er nogen grund til at se anderledes på økonomien, inflation og inflationsforventninger, altså det samlede billede, og derfor vil det formentlig være "passende" at sænke renten på et tidspunkt i år.

Centralbanken har i de seneste to kvartalsprognoser indikeret tre rentenedsættelser i år til 4,625 pct., og markedet er stort set på linje med det bud.

I de store valutakryds koster euro torsdag 1,0860 dollar mod 1,0823 dollar onsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Dollar koster 151,69 yen torsdag mod 151,79 yen per dollar onsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Forex❯