Mærsk tjener flere penge end ventet efter uro i Det Røde Hav
Årets første kvartal blev langt fra som forventet hos A.P. Møller-Mærsk, hvis man blot spoler tilbage til få måneder før, der blev taget hul på perioden.
Det er uroen i Mellemøsten og Det Røde Hav, der har givet en uventet finansiel håndsrækning, som giver Mærsk et bedre resultat end ventet i første kvartal. Hertil løftes den nederste del af prognosen for hele 2024.
Situationen har skabt markant andre vilkår for skibstrafikken og tvunget rederierne til at tænke i andre ruter uden om det konfliktfyldte farvand.
Rederiet har i årets første kvartal underliggende tjent 210 mio. dollar efter skat. Omregnet svarer det til et overskud på lige under 1,5 mia. kr. efter skat.
Analytikerne havde ventet et justeret overskud på 19 mio. dollar i kvartalet, viser estimater fra Bloomberg indsamlet 23. april. Resultatet året før var noget højere på 2561 mio. dollar.
Omsætningen endte i kvartalet på 12.355 mio. dollar mod 14.207 mio. dollar i samme periode året før. Her havde analytikerne forventet et fald til 12.348 mio. dollar.
Driftsresultat, EBITDA, skrumpede til 1590 mio. dollar fra 3969 mio. dollar. Analytikerne havde ventet 1530 mio. dollar.
Det er kraftige fald i fragtpriserne og lavere efterspørgsel efter containerfragt, der har betydet fald i indtjeningen siden perioden efter pandemien. Samtidig har der været frygt for overkapacitet i takt med, at de mange nye skibe, som rederierne har bestilt under pandemien, bliver leveret til markedet.
På den korte bane er frygten for overkapacitet dog trukket en anelse netop på grund af uroen i Det Røde Hav, som har fået de største rederier til at sejle en omvej uden om Afrika. Det trækker kapacitet ud af markedet, men ifølge topchef Vincent Clerc ikke i et omfang, der er nok til at afbøde markedssituationen. Det er stadig uvist, hvor længe situationen vil vare ved.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›