USA/T-bond: Rentefald før afgørende forbrugerprisdata

Udgivet den 15-05-2024  |  kl. 06:32  |  

En på overfladen varm rapport over udviklingen i producentpriserne i april i USA sendte kortvarigt de amerikanske markedsrenter opad.

Underliggende indeholdt opgørelsen en nedrevidering af tallene for marts, og koblet med en gentagelse af udsigterne for den toneangivende rente fra USA's centralbankchef Jerome Powell betød det, at tirsdagen endte med rentefald inden onsdagens afgørende forbrugerprisrapport for april.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 5 basispoint til 4,44 pct. Henover tirsdagen blev den tiårige rente handlet mellem en bund i 4,44 pct. og en top i 4,53 pct.

Onsdag morgen er renten på den tiårige T-bond fortsat 4,44 pct. på markedet i Tokyo.

Det er 2 point under renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede tirsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente faldt ligeledes 5 basispoint til 4,82 pct.

Onsdag morgen forrentes den toårige T-bond stadig med 4,82 pct. i Tokyo.

- Investorerne justerer lidt og tager noget af det negative ud. Selv om Jerome Powell har sagt det, han også tidligere har sagt. Jeg ville nu også være mere overrasket, hvis han havde sagt noget andet end, at det tager længere tid, at banken vil vente og se. Det kan han ikke lave om på nu, kommenterer Lars Skovgaard Andersen, som er seniorstrateg i Danske Bank.

Jerome Powell, formanden for Federal Reserve, gentog i en tale tirsdag, at centralbanken vil vente og se udviklingen i økonomien, men indikerede atter, at næste rentebevægelse en gang senere på året efter al sandsynlighed vil være nedad.

VENTER AFDÆMPNING

Al fokus er i denne uge på de meget vigtige data for forbrugerprisernes udvikling i april. De offentliggøres onsdag, og der ventes ifølge Bloomberg News en stigning på månedsbasis i forbrugerpriserne og kerneforbrugerpriserne i april på henholdsvis 0,4 pct. og 0,3 pct. mod 0,4 pct. for begge i marts.

- Investorerne har forberedt sig på høgeagtige forbrugerpristal onsdag, og måske var det blevet lidt for ekstremt, så man hiver lidt i land denne tirsdag, mener Danske Banks investeringsekspert.

Med til at holde renterne i ave tirsdag var den på overfladen varmere end ventede rapport for producentpriserne, som i dybden så ikke var det helt så meget alligevel.

På månedsbasis steg både producentpriserne og kerneproducentpriserne i USA med 0,5 pct. i april mod i begge tilfælde ventede 0,2 pct.

Umiddelbart skidt nyt i kampen mod inflationen, som har betydet, at USA's centralbank fra marts 2022 til juli 2023 satte sin rente op fra omtrent nul til nu 5,25-5,50 pct.

- Producentpriserne kom ud på den varme side, mens marts-tallene omvendt blev nedrevideret. Onsdagens forbrugerprisdata er dog det vigtigste, siger Lars Skovgaard Andersen.

Markedet venter på, at den nu restriktive rente kan blive løsnet, men overraskende inflationsacceleration siden januar har lagt en kraftig dæmper på håbet om omfanget af nedsættelser i år fra syv i januar til nu mindre end to.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:51 Europa/lukning: Dansk i top og bund af rødt marked trykket af jobtal
17:03 Fredagens obligationer: Renterne steg igen efter stærk amerikansk jobrapport
17:02 Fredagens aktier: Ambu trodsede rødt marked med kæmpe stigning efter opjustering
15:40 USA/åbning: Teknologinavne i bund efter stærke jobtal - Delta Air Lines går mod strømmen
15:26 Ambus finansdirektør: Stærk årsstart bag opjustering - fokus på kortsigtet succes og langsigtet vækst
14:43 Stærk jobrapport sender renterne i vejret og aktierne i dyndet
14:40 Efter stærk jobrapport: Økonom sår tvivl om flere rentenedsættelser i USA
14:31 USA: Jobskabelsen var klart stærkere end ventet i december
14:00 Ørsted får skåret over 20 pct. af kursmålet hos Nykredit
13:53 USA/tendens: Delta Air Lines belønnes for regnskab i nervøst marked før jobtal
13:44 Optur til apotekaktie efter bedre end forventet kvartal
13:05 B&O-topchef: Holder stand trods kinesisk nedgang forud for vigtigt strategiskifte
12:45 Europa/aktier: Britisk supermarkedskæde trækker ned i blandet marked - Ambu helt i top
12:06 Obligationer/middag: Renterne stiger fortsat frem mod imødeset arbejdsmarkedsrapport
11:33 Aktier/middag: Ambu skiller sig positivt ud efter opjustering i tæt på neutralt marked
10:35 Freetrailer indtager Ikea i Holland
09:59 Chemometec opjusterer forventningerne understøttet af salg og ordretilgang
09:19 Aktier/åbning: Ambu belønnes med tocifret kursstigning efter opjustering
09:08 Brøndby vil hente 171 mio. kr. ved salg af nye aktier
08:50 Brøndby vil hente 171 mio. kr. ved salg af nye aktier