Europa/middag: Danske aktier tager top og bund i rødt europæisk indeks

Udgivet den 24-05-2024  |  kl. 13:14  |  

Det er danske aktier, der dominerer både i toppen og bunden af det europæiske fællesindeks på ugens sidste dag.

A.P. Møller-Mærsk, der fredag endnu engang har noteret stigende fragtrater, stiger til toppen af Stoxx 600-indekset, mens medicinalselskaberne Genmab og Zealand Pharma tynger i bunden.

Samlet falder Stoxx 600-indekset midt på dagen 0,5 pct.

Blandt de øvrige aktier er der opmærksomhed til franske Renault, der ligger lunt i svinget efter en hævet anbefaling hos UBS. Aktien stiger 2,7 pct. 49,09 euro, efter at UBS anbefaler "hold" af aktien mod tidligere "sælg". Kursmålet er desuden løftet til 50 euro fra 31 euro. Banken lægger vægt på en afblæst notering af elbil-enheden Ampere samt udsigten til, at selskabet kan nå sine mål for 2024.

Mærsks B-aktie stiger 2,4 pct. til 11.975 kr., efter at rateindekset SCFI, der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over, fredag har vist en stigning på 7,2 pct. i ugens løb. Henover de seneste tre uger er raterne dermed steget 39,3 pct.

Helt i bunden ligger Genmab, der falder 5,5 pct. til 1913,50 kr., efter at der sent torsdag aften blev lagt et resumé ud fra et studie med et middel under udvikling til behandling af en lungekræftvariant, som selskabet i næste weekend kommer til at præsentere på den store kræftkonference ASCO i USA. En foreløbig manglende wow-effekt i data og en sikkerhedsbekymring er formentlig årsagen, vurderer analytiker hos Jyske Bank Henrik Hallengreen Laustsen, som dog betegner kursfaldet som en "overreaktion".

Torsdag aften oplyste Zealand Pharma, at et tidligt studie viser pæne vægttab med behandling af fedme med GLP-1/GLP-2-analogen Dapiglutid i lave doser. Aktien smider 3,9 pct. til 579,50 kr.

Ser man bredere i Europa er der rødt over hele linjen, og de tre ledende indeks - CAC 40 i Frankrig, DAX i Tyskland og FTSE 100 i Storbritannien - falder midt på dagen i niveauet 0,2-04 pct.

- Årsagen er, at renterne er steget, og at inflationsfrygten er steget. Det sætter den overordnede tone, og det er derfor, at hele Europa og Danmark falder lidt, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

07:11 ECB's Rehn ser sats på yderligere to rentesænkninger i år som rimeligt
06:32 Asien: Stigninger for anden dag i træk
06:32 Valuta: Dollar uændret trods strammeragtige kommentarer fra Fed-direktører
06:32 USA/T-bond: Små rentestigninger på vent-og-se-tirsdag
06:32 USA/lukning: Nvidia i comeback sikrede aktieplus tirsdag
06:30 Kalender med link - onsdag den 26. juni
17:46 Europa/lukning: Airbus snublede i mangel på reservedele - Zealand Pharma fortsatte optur
17:24 Zealand efter tre rekorder på stribe: Indleder salg af nye aktier for over 6 mia. kr.
17:04 Tirsdagens aktier: Novo trak eliteindeks i grønt - Zealand Pharma fortsatte op
17:02 Novo Nordisk sætter rekord: Markedsværdien passerer 4500 mia. kr.
17:00 Tirsdagens obligationer: Rentefald på stille dag med tillidstal og centralbanktaler
16:29 Novo og Pandora er i top 100 i Time Magazines kåring af de mest bæredygtige virksomheder
16:08 Amerikansk forbrugertillid faldt mindre end ventet i juni
15:58 Rockwool vil bygge ny fabrik i Sverige med verdens største elektriske stensmelter
15:40 USA/åbning: Revanche til Nvidia og Eli Lilly går efter endnu en rekord i blandet åbning
15:27 Vestas vinder ordre med lang serviceaftale i Spanien
15:21 Vestas' kursmål sænkes med lige over en tier hos Morningstar
14:27 USA/tendens: Sønderslåede Navidia rejser sig på ventet grøn dag
13:46 Novo-rival har lovende data fra vægttabshåb: Vil udfordre Wegovy i Kina
13:43 Valuta: Bitcoin styrkes efter to måneders lavpunkt