USA/tendens: Ventet grøn dag kan blive ødelagt af vigtigt inflationstal

Udgivet den 26-07-2024  |  kl. 14:10  |  

De amerikanske aktiemarkeder ligger fredag til at genvinde noget af ugens tabte terræn, men et afgørende nøgletal - PCE-kerneprisdindekset - kan en time før børsstart ændre den historie.

Torsdag endte S&P 500-indekset med et fald på 0,5 pct., og Nasdaq-indekset, som længe var i grønt, sluttede med et fald på 0,9 pct. oven på onsdagens dyk på hele 3,6 pct. Dow Jones-indekset steg torsdag med 0,2 pct.

Fredag en time forud for ugens vigtigste nøgletal peger futures for de tre indeks alle mod en grøn dag med et plus på 1,1 pct. for Nasdaq-indekset, 0,7 pct. for S&P 500-indekset og 0,6 pct. for Dow Jones-indekset.

Dermed ser tilbudsjagten ud til at være gået ind efter et udsalg, der er presset S&P 500-indekset 2 pct. tilbage i denne uge.

De højtflyvende teknologiaktier er blevet hårdest ramt af udsalget, hvilket blandt andet tilskrives øgede bekymringer for en mulig økonomisk afmatning i USA, samt frygt for at aktier relateret til kunstig intelligens, AI, var steget for meget.

- Alt AI er blevet solgt fra, siger Kamil Dimmich, partner hos North of South Capital, ifølge Bloomberg News.

- Noget af det er helt klart berettiget, men for nogle aktier kan der være muligheder for den langsigtede investor, fortsætter Kamil Dimmich.

Fredag klokken 14.30 afventer ugens vigtigste nøgletal, når den amerikanske centralbanks foretrukne inflationstal offentliggøres.

PCE-kerneprisdindekset ventes i opgørelsen for juni at vise en årlig vækst på 2,5 pct., hvorved den vil komme tættere på centralbankens mål på 2 pct. efter aflæsningen måneden forinden på 2,6 pct.

Inflationsopgørelsen er det sidste større nøgleal forud for næste uges rentemøde hos den amerikanske centralbank.

MEDICOSELSKAB GÅR BLODRØD DAG I MØDE

Aktien i det amerikanske medicoselskab Dexcom, der laver blandt andet blodsukkermålere og er partner med danske Novo Nordisk, bliver med et fald på 35,3 pct. banket i bund i fredagens formarked, efter at selskabet har sænket forventningerne.

Dexcom påpeger, at selskabet har set færre nye kunder end ventet og samtidig også lavere omsætning per kunde.

I sidste uge opjusterede Abbott Laboratories, der er en nøglekonkurrent til Dexcom , sine forventninger. Det skete med henvisning til et stærkt salg af netop blodsukkermålere.

BRISTOL-MYERS OPJUSTERER

Medicinalselskabet Bristol-Myers Squibb havde godt gang i salget i andet kvartal, hvor særligt nyere produkter bidrog stærkt og var med til at sikre bedre resultater end ventet.

Det har også medført en opjustering af forventningerne, og det fejrer investorerne ved at sende aktien op med 5,2 pct. til 47,61 dollar i fredagens formarked.

I medicinalsektoren er der modsat udsigt til øretæver til Biogen, der indikeres 6,8 pct. lavere i 212 dollar, efter at de europæiske sundhedsmyndigheder har afvist selskabets Alzheimers-behandling, der er udviklet sammen med Eisai.

Regnskabet for andet kvartal fra amerikanske Colgate-Palmolive får fredag smilene frem hos investorerne, der sender aktien op med 1,3 pct. til 97,75 dollar i formarkedet.

Det sker efter et flot andet kvartal med lidt stærkere end ventede hovedposter, tocifret vækst på bundlinjen og vækst på tværs af alle kategorier.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

12:57 Europa/aktier: Holder balancen på vigtig valgdag trods negative danske bidrag
12:11 Obligationer/middag: Lille rentestigning på afgørende valgdag
11:59 Vestas-topchef om truslen fra Kina: Billig importeret energi kommer med nogle betingelser
11:52 Aktier/middag: Nyhedsspeederen i bund men især Vestas og Ambu i bakgear
11:38 Boozt-topchef ser bredt sortiment sikre væksten i svagt marked for modetøj
11:15 Coloplast-topchef ser tilbage på et godt år trods udfordringer i Urologi
11:03 Ørsteds topchef fremhæver god pris og stærk efterspørgsel i britisk frasalg
10:59 Coloplast trykkes tilbage efter regnskab: Overskudsgraden er håret i suppen
10:58 Vestas-topchef før præsidentvalget i USA: Vi har arbejdet med begge sider i 30 år
10:46 Ambu-topchef: Momentum fra fjerde kvartal og 2023/24 ses fortsætte i det nye år
10:07 Ambu skuffer med fjerde kvartal og prognose skuffer og får en gevaldig kurssnitter
10:03 Vestas-topchef: Genopretning af serviceindtjeningen er ikke et quickfix
09:44 Columbus fortsætter positiv udvikling fra stigende efterspørgsel trods svære markedsvilkår
09:26 Ørsted OVERBLIK Q3: Indtjeningsoverraskelse drevet af tilbageførte hensættelser
09:20 Aktier/åbning: Regnskaber på stribe får negativ modtagelse og giver dybrød start
09:05 Boozts bundlinje skrumper trods vækst i omsætning og kunder
08:53 Coloplast-topchef får lavere lønpakke efter mindre bonus
08:45 Obligationer/åbning: Renter åbner i ro - investorerne afventer amerikansk præsidentvalg
08:40 Vestas OVERBLIK: Garantihensættelser og pres på serviceindtjening trækker ned
08:39 Aktier/tendens: Regnskabssæson i højt gear med Coloplast, ISS, Ørsted og Vestas