Obligationer/åbning: Renten falder en spids fra ugens start
Der er små rentefald at spore på det danske obligationsmarked mandag morgen, efter at investorerne i sidste uge lod sig overbevise yderligere om, at også den amerikanske centralbank, Federal Reserve, snart er klar til at sænke sin ledende rente.
Fredag skete det på trods af et lidt højere end ventet tal for centralbankens foretrukne inflationsmål, og den toneangivende tiårige T-bond-rente faldt med 5 basispoint til 4,19 pct. Mandag morgen er renten 4,18 pct.
Det er 2 basispoint lavere end ved dansk lukketid fredag og smitter også en smule af på åbningen herhjemme, hvor renten på den toneangivende tiårige statsobligation falder med et enkelt basispoint til 2,37 pct. efter et fald på 2 basispoint fredag.
Over de seneste uger har de korte og lange renter i USA atter nærmet sig hinanden, idet de korte renter er faldet mere end de lange.
Det er et signal om, at investorerne begynder at indregne en snarlig rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank. Ifølge handlen med rentefutures er der mandag indregnet en sandsynlighed på omtrent 111 pct. for en rentenedsættelse til september.
- På rentemarkederne er det interessant, at den korte og lange rente igen nærmer sig hinanden i USA. Og det sker ved at den korte rente falder mere end den lange, skriver Niels Christensen, der er chefanalytiker hos Nordea, i en morgenkommentar.
Den tiårige rente har ikke været over den toårige siden juli 2022 - nogenlunde samtidig med, at inflationen i USA også toppede. Det skete i juni samme år på 9,1 pct.
Mandag morgen er afstanden mellem den toårige og den tiårige amerikanske rente 19 basispoint.
Mandagen byder ikke på tunge nøgletal, der for alvor har potentiale til at flytte renterne.
Tirsdag sætter Federal Reserve gang i sit to dage lange rentemøde, men forventningen om en rentenedsættelse gælder først mødet i september.
For denne uges møde indregner investorerne lige nu en sandsynlighed på blot 4 pct. for en rentenedsættelse.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›