Nye nedskriver hos Ørsted giver milliardunderskud

Ørsted har torsdag morgen aflagt regnskab for andet kvartal. Her er overblikket:
* Nye nedskrivninger i milliardklassen har igen kostet Ørsted et underskud på bundlinjen. Den danske energiudvikler har i alt nedskrevet for 3913 mio. kr. Heraf kommer 2,3 mia. kr. fra forsinkelser på Ørsteds Revolution Wind-projekt, som fik grønt lys sidste år. Desuden har Ørsted besluttet at droppe sit grønne brændstofprojekt Flagship One, og det koster en nedskrivning på 1,5 mia. kr.
* Det har sendt bundlinjen i rød igen, hvor underskuddet lyder på 1678 mio. kr. Her var ellers ventet et overskud blandt analytikerne på 1596 mio. kr. Der var ellers håb efter årets første kvartal, om at Ørsted nu var i smult vande og kunne koncentrere sig om sin daglige drift igen, efter at sidste år bød på nedskrivninger for knap 30 mia. kr. og droppede projekter.
* - Det sidste vi ville se fra Ørsted var flere nedskrivninger. For regnskabet understreger egentlig meget godt, at den almindelige del af forretningen forløber helt som planen - og måske egentlig bedre end ventet. Men det er på opførelsen og i USA, at der for alvor er noget risiko. Den risiko får vi smasket i synet igen, lyder det fra Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank.
* I den underliggende forretning var der ellers fornuftige takter at spore. Driftsindtjeningen landede bedre end ventet med et underliggende overskud på 5270 mio. kr. Her var blandt analytikerne ventet et overskud - fraregnet partnerskabsaftaler og en tilbageførsel på 1300 mio. kr. - på 4351 mio. kr.
* Samtidig har Ørsted opjusteret sin prognose for sin hoveddivision - Offshore - hvor der nu ventes en indtjening på linje med sidste år. Her var der tidligere ventet en lavere indtjening.
Tabel over Ørsted s regnskab for andet kvartal af 2024:
Mio. kr. | Q2 '24 | Q2 '24 (e) | Q2 '23 | FY '24 (e) | FY '23 |
Omsætning | 15.023 | -- | 14.565 | -- | 79.255 |
EBITDA* | 6570 | 5394 | 3320 | 26.036 | 18.717 |
- Offshore | 5218 | 4099 | 2979 | 20.358 | 13.817 |
- Onshore | 995 | 950 | 792 | 3883 | 2970 |
- Bioenergy | -36 | 200 | -583 | 1846 | 1523 |
EBITDA** | 5270 | 4351 | 3320 | 24.675 | 24.014 |
Nedskrivninger | 3913 | 0 | 0 | 0 | 26.775 |
Nettoresultat | -1678 | 1596 | -538 | 10.125 | -20.182 |
(e)= Medianestimater indsamlet af Ørsted blandt op til 21 analytikere.
* = inklusive nye partnerskabsaftaler.
**= eksklusive nye partnerskabsaftaler og aflysningsgebyrer
Ørsteds forventninger til 2024:
Mia. kr. | Ved Q2 '24 | Ved Q1 '24 | Ved Q4 ' 23 |
EBITDA (eks nye partnerskabsaftaler og annuleringsgebyrer) | 23-26 | 23-26 | 23-26 |
Bruttoinvesteringer | 44-48 | 48-52 | 48-52 |
Offshore (eks. nye partnerskabsaftaler) | Neutral | Lavere | Lavere |
Onshore | Markant højere | Markant højere | Markant højere |
Bioenergy | Højere | Markant højere | Markant højere |
.\\˙ MarketWire
Tags: Report❯ Shares❯ main text❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›