USA/åbning: Skuffelse over Nvidia aftager - Dow Jones atter på rekordkurs

Udgivet den 29-08-2024  |  kl. 15:36  |  

Det længe ventede regnskab fra chipgiganten Nvidia sætter ikke de bølger i markederne, som var ventet. For mens Nvidia falder i de de første handler, så stiger Wall Street.

Det brede S&P 500-indekset ligger i den indledende handel 0,5 pct. højere, Nasdaq stiger 0,7 pct., og Dow Jones er igen i rekord med et plus på 0,5 pct. - og dermed er tirsdagens lukkerekord på 41.250,50 en saga blot.

Onsdag faldt alle tre indeks op mod Nvidias regnskab.

- Nvidia er en fantastisk virksomhed, hvor omsætningen vokser med 122 pct., men det ser ud til, at barren lige er sat en smule for højt i denne indtjeningssæson, siger Ryan Detrick, chefmarkedsstrateg hos Carson Group, til Reuters.

Nvidia formåede onsdag aften endnu en gang at give analytikerne det, de havde regnet med. Alligevel faldt aktien med knap 7 pct. i eftermarkedet.

Torsdag starter aktien med at falde med 1,6 pct.

Ifølge senioraktierådgiver i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen, levede Nvidias regnskab nemlig ikke helt op til de mest optimistiske investorers forventninger.

- Vi har altså en Nvidia, der ikke helt rammer alles forventninger i et marked, der i forvejen var såret, og så er vi i øvrigt inde i en periode med meget lav volumen. Dette øger nedrisikoen, når du som selskab ikke helt lever op til forventningerne, lyder det fra Lars Skovgaard Andersen.

Derudover påpeger aktierådgiveren, at Nvidia-aktien kan været blevet påvirket af "travel and arrive"-handel, som betyder, at handlere har købt aktien frem mod regnskabet for så at sælge lige op til offentliggørelsen.

Forventningerne til en rentenedsættelse på den amerikanske centralbanks kommende septembermøde holder trods modtagelsen af Nvidia fortsat humøret oppe. Lige nu ligger odds for en rentereduktion på 25 basispoint i september på 63,5 pct., mens chancerne for en større en på 50 basispoint på 36,5 pct. ifølge CME Groups Fed Watch Tool, skriver Reuters.

Fokus er rettet mod fredagens data for inflationen i juli, der kan være med til at cementere troen på en rentenedsættelsen i september.

REGNSKABERNE FORTSÆTTER MED AT TIKKE IND

Elektronikkæde Best Buy ser tegn på, at efterspørgslen er på vej til at vokse, hvilket får selskabet til at hæve forventningerne til året.

Investorerne tager godt imod meldingen og sender aktien op med hele 12,4 pct.

Salesforce stiger 4,2 pct. torsdag efter et andet kvartal, der var bedre end ventet, og på trods af en forsigtig salgsprognose for tredje kvartal.

Softwarekoncernen registrerede i andet kvartal en fremgang i omsætningen på 8 pct. til 9,33 mia. dollar mod ventede 9,23 mia. dollar, mens det justerede overskud per aktie blev på 2,56 dollar, sammenlignet med 2,21 dollar et år tidligere, og mod et konsensusestimat på 2,35 dollar, ifølge Bloomberg News.

Crowdstrike, som i den bredere offentlighed i juli blev kendt for, at en opdatering af selskabets sikkerhedssoftware verden over lagde 8,5 mio. computere med Windows-styresystemet ned, nedjusterede onsdag sine forventninger.

Det sender aktien 3,2 pct. frem i den indledende handel.

HP har onsdag i forbindelse med sit regnskab for tredje nedjusteret sine forventninger til overskuddet i 2023/24, fordi salget i printforretningen daler, og det sendte aktien ned med 4,6 pct. i eftermarkedet, selv om koncernen øgede sit aktietilbagekøb med 10 mia. dollar.

Producenten af computere og printere venter nu et justeret overskud intervallet mellem 3,35 og 3,45 dollar per aktie mod tidligere et resultat mellem 3,30 og 3,60 dollar mod ventet 3,45 dollar per aktie.

Aktien stiger 0,2 pct.

Den amerikanske detailkæde Dollar General forventer en lavere vækst i salget i år, og det bliver taget skidt imod af investorerne.

Aktien brager ned med 26 pct. ved åbningen af det amerikanske marked.

Dollar General forudser nu en sammenlignelig salgsvækst på 1-1,6 pct. for året, hvor der tidligere var ventet en fremgang på 2-2,7 pct. Selskabet har desuden skåret i forventningerne til overskuddet.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

19:19 KORR: Torsdagens aktier: Revanche til Trump-ramte aktier bidrog til et pænt plus i C25
17:49 Europa/aktier: Britisk telekoncern straffet for nedjustering i stigende marked
17:06 Torsdagens aktier: Ravanche til Trump-ramte aktier bidrog til et pænt plus i C25
17:02 Torsdagens aktier: Ravanche til Trump-ramte aktier bidrog til et pænt plus i C25
17:02 Torsdagens obligationer: Renteoptur gik i sig selv igen før rentemelding fra USA
16:24 Prisen på containerfragt stiger for anden uge i træk
16:13 Asetek styrtdykker på børsen ved udsigt til kapitaforhøjelse
15:41 Flere britiske rentenedsættelser i vente, mener Sydbank - men ro i december
15:39 USA/åbning: Fortsatte stigninger i mere afdæmpet marked før Fed-melding
14:28 USA/tendens: Aktiefesten efter Trumps sejr ses fortsætte forud for rentemelding
13:18 Bank of England sænker renten for anden gang i år
13:09 Europa/aktier: It og materialer fører an i europæisk aktieoptur
13:03 Bank of England sænker renten 25 basispoint
12:27 Obligationer/middag: Politisk kaos i Tyskland sender renterne opad
12:03 Alm. Brand Group vinder markedsandele i Privat - har sagt farvel til kunder i Erhverv
11:56 Aktier/middag: Regnskabstrekløver trækker C25 i vejret mens Novo tynger
10:56 Prisen på containerfragt stiger for anden uge i træk
10:40 Novo fortsætter ned - kommentarer om 2025 spøger
10:14 Vestas og fransk NKT-konkurrent sænket til "underperform" af finansgigant efter Trump-sejr
09:53 Torm er presset af lavere olietransport ud af Mellemøsten - topchef tror på genopretning