USA/lukning: Nasdaq faldt 3,3 pct. - trukket ned af Nvidia, Apple og Microsoft
De amerikanske aktier indledte tirsdag september-måned, som historisk er årets dårligste, med tunge kursfald til især til Nvidia, de øvrige chipaktier og teknologikæmper som Apple og Microsoft.
Og kursfaldene står til at fortsætte onsdag. Futuresmarkedet indikerer minusser på 0,3 pct. til 0,6 pct. i de tre store aktieindeks, når markedet åbner i New York senere på dagen.
Årsagerne til faldene er flere. Investorerne var nervøse forud for fredagens jobrapport for august, da den seneste for juli skuffede, øgede frygten for recession og udløste et udsalg af aktier i starten af august.
Samtidig fik markedet en svag ISM-måling af aktiviteten i fremstillingssektoren i august, ligesom anlægsinvesteringerne overraskende faldt, og det talte ind i risikoen for en recession, da investorerne ellers har sat deres lid til, at det nu er industrien, som skal tage over i forhold til væksten.
Det brede S&P 500-indeks faldt på den baggrund 2,1 pct., hvilket var det største fald siden nedturen på 3,0 pct. den 5. august.
Dow Jones smed desuden 1,5 pct., mens Nasdaq tabte mest med et minus på 3,3 pct.
- Det er sjovt, at alle taler om, at september er en svær måned, så går den i gang, og så falder det hele, siger investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.
- Vi har fået svage data fra USA tirsdag, men også fra andre regioner, herunder Kina, med udfordringer i fremstillingssektoren. Netop fremstilling skulle tage over på den økonomiske vækst, så derfor får vi frygten for recession igen.
Danske Banks ekspert er ikke overrasket over reaktionen i aktiemarkedet tirsdag, da de fundamentale investorer holdt sig væk, og udviklingen derfor var overladt til momentuminvestorerne. Kursfaldet kom da også oven på en en periode i slutningen af august med markante aktiestigninger.
NVIDIA DYKKEDE
I S&P 500 klarede defensive dagligvarer sig bedst tirsdag med et plus på 0,8 pct.
I den anden ende smed it-aktierne hele 4,4 pct. Der var samtidig fald til kommunikationsservice og cyklisk forbrug på 2,3 og 1,4 pct.
Energi mistede også 2,4 pct., da olieprisen dykkede 4,4 pct.
Det var Nvidia imidlertid, som trak mest ned i markedet med et kursfald på 9,5 pct., og chipkæmpen har nu mistet 16 pct. siden sit kvartalsregnskab sidste onsdag aften. Det var ellers bedre end ventet på både top og bund, ligesom salgsprognosen overgik forventningerne på Wall Street.
- Nvidia fik løftede kursmål og positive kommentarer efter sidste uges regnskab, men analytikerne ejer ikke aktierne. Det gør investorerne. De fleste holder nok deres aktier, men momentuminvestorerne sælger, forklarer Lars Skovgaard Andersen.
- Broadcom kommer også med regnskab senere på ugen, og det giver ekstra nervøsitet og øger presset på chip-sektoren.
Andre store navne i chip-sektoren var således også ramte med minus til Broadcom på 6,2 pct., til Advanced Micro Devices på 7,8 pct., til Applied Materials på 7,0 pct., til Micron Technology på 8,0 pct. og til Qualcomm på 6,9 pct. For bare at nævne nogle.
Inden for it var der dog også minusser til Apple på 2,7 pct. og til Microsoft på 1,9 pct., mens der i kommunikationsservice var tilbagegang til Alphabet på 3,7 pct., til Meta Platforms på 1,8 pct. og til Netflix på 3,7 pct.
I cyklisk forbrug smed Amazon desuden 1,3 pct., mens Tesla tabte 1,6 pct. trods en opgørelse, der viste, at selskabet for anden måned i træk har produceret flere biler i Kina.
WELLS FARGO SIGER "SÆLG"
I vinderkolonnen var der ikke mange af de helt store navne.
Visa steg også 0,8 pct. efter en løftet anbefaling til "outperform" hos Exane BNP Paribas. Desuden vandt USA's største sygekasse, Unitedhealth Group, 1,4 pct., og dagligvarekæmpen Procter & Gamble løftedes 1,7 pct., mens Pepsico steg 2,7 pct.
Der var også en større nedtur til flyproducenten Boeing, der mistede 7,3 pct., fordi investeringsbanken Wells Fargo sænkede sin anbefaling af aktien til "sælg" og reducerede sit kursmål til 119 dollar fra 185 dollar. Aktien lukkede tirsdag i 161,02 dollar.
Uden for hovedindekset var producenten af solceller Maxeon Solar Technologies også under pres. Selskabet tabte 14,0 pct., da koncernen trak sin prognose, fordi selskabet ikke kan få sine produkter fremstillet i Mexico gennem tolden og ind i USA.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Close❯ Shares❯ USA❯ indblik❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›