USA/tendens: Rød start i vente efter inflationsskuffelse og præsidentdebat
De amerikanske aktier står til at få en rød start onsdag, hvor markedet er ved at fordøje nattens præsidentdebat mellem Kamala Harris og Donald Trump.
Gamestop-aktien er blandt andet under lup onsdag, efter selskabet tirsdag kunne præsentere et skuffende regnskab for andet kvartal, som sender aktien ned i formarkedet, og aktien i Trump Media er ligeledes under pres.
Dertil er der kommet nyt om inflationen i USA. Selv om både den overordnede inflation og kerneinflationen udviklede sig som ventet på årsbasis, gemte der sig en skuffelse på månedsbasis, da kerneforbrugerpriserne steg 0,3 pct. mod ventet 0,2 pct.
Skuffelsen øger presset på de amerikanske aktieindeksfutures, der efter offentliggørelsen falder 0,4-0,6 pct. fra fald på 0,2-0,3 pct. op til.
Det kommer efter tirsdagens aktiestigninger, hvor det brede S&P 500-indeks gik frem med 0,5 pct. Nasdaq klarede sig bedst med et plus på 0,8 pct., mens Dow Jones omvendt mistede 0,2 pct.
TRUMP MEDIA DYKKER EFTER TV-DEBAT
Den første præsidentdebat mellem Kamala Harris og Donald Trump løb af stablen natten til onsdag. Selv om begge parter hævder at have vundet debatten, er reaktionen på aktiemarkedet mere entydig.
Aktien i Trump Media & Technology, der ejer det sociale medie Truth Social, falder med over 17 pct. i formarkedet efter nattens tv-debat.
Samtidig presses aktien ifølge Bloomberg News af, at Trump Medias storaktionærer fra 19. september ikke længere er låst i aktien.
I forbindelse med børsnoteringen af Truth Social-ejeren blev insidere og storaktionærer forment salg af aktier i selskabet.
Presset er yderligere tiltaget, efter at Donald Trump er kommet tilbage på det sociale medie X, der tidligere gik under navnet Twitter. Her blev han i sin tid bandlyst efter optøjerne 6. januar 2021, men efter at Elon Musk købte det sociale medie, er forbuddet blevet ophævet.
Aktien falder 10,9 pct. til 16,60 dollar i formarkedet.
KRYPTOAKTIER FALDER OG SOLENERGI GÅR FREM
I det amerikanske formarked falder aktier med kryptoaktiviteter i parløb med kryptovalutaen bitcoin, mens særligt aktier inden for solenergi går frem.
Donald Trump har tidligere udkåret sig selv som en foregangsmand for kryptovalutaer som bitcoin, mens han har forholdt sig kritisk til bæredygtig energi og lovpakken Inflation Reduction Act, som han ifølge Bloomberg News har svoret at rulle tilbage, skulle han vinde præsidentvalget.
Kryptoaktier som Marathon Digital, Coinbase og Riot Platforms falder med 1,9-3,5 pct. i det amerikanske formarked, og bitcoin falder med 0,8 pct. til 56.743 dollar.
Imens stiger solenergiaktier som Solaredge Technologies, First Solar og Sunrun med 4,4-6,6 pct. forud for amerikansk børsåbning klokken 15.30.
GAMESTOP FALDER EFTER SKUFFENDE REGNSKAB
Aktien i Gamestop falder onsdag i formarkedet, efter at selskabet, der gør sig inden for salg af videospil og tilbehør i fysiske butikker og over nettet, skuffede med salget i koncernens andet kvartal.
Nettosalget faldt i perioden med 31 pct. til 798 mio. dollar fra 1164 mio. dollar og mod ventede 896 mio. dollar.
Den gode nyhed var, at salgs- og administrationsomkostningerne også faldt tilbage fra 323 mio. dollar i samme periode et år før til 271 mio. dollar.
Derfor endte det justerede overskud per aktie i andet kvartal på 1 cent, hvilket var bedre end et konsensusestimat på minus 9 cent, ifølge Bloomberg News. Det justerede nettoresultat landede desuden på 5 mio. dollar, mens et underskud på 28 mio. dollar var ventet.
Gamestop blev under pandemien kendt som en meme-aktie - og den mest kendte af slagsen - da den blev handlet kraftigt i vejret på trods af en stor risiko for konkurs, da selskabets butikker var tvunget i nedlukning. Aktien steg dog alligevel, da en høj handelsvolumen var drevet af sociale medier og onlinefællesskaber.
Gamestop-aktien falder 10 pct. til 21,10 dollar i formarkedet.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›