Europa/aktier: Godt humør frem mod amerikanske med chokoladeproducent i top
Stemningen på de europæiske aktiemarkeder er høj tirsdag middag, og det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 jagter rekord.
Investorerne venter på det sidste nøgletal fra USA klokken 14.30, inden den amerikanske centralbank, Federal Reserve, sætter de sidste streger på papiret med en rentenedsættelse onsdag aften dansk tid. Det er augusts opgørelse på det amerikanske detailsalg, der kan give et fingerpeg om, hvor stor en rentenedsættelse fra centralbanken vil være.
- Jeg tror, der er en vis volatilitet og nervøsitet på markedet omkring væksten i den amerikanske økonomi, siger Yvan Mamalet, seniorøkonom hos SG Kleinwort Hambros, til Reuters.
- Jeg tror ikke, det kun er Fed. Jeg tror, at Bank of Japans beslutning i slutningen af ugen kan give usikkerhed og måske også nervøsitet, siger han og henviser til rentemødet i Japan.
Optimisme omkring rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank har styrket investorernes stemning for første gang siden juni, viser en global undersøgelse foretaget af Bank of America, skriver Bloomberg News.
Stoxx 600 stiger 0,8 pct. tirsdag middag til et indeks på 519. Den seneste rekord er fra den 30. august, hvor indekset lukkede i 525,05.
Det er detailhandlen og banksektoren, der fører an i Europa, mens sektorerne sundhed og telekommunikation falder.
Af nyt er det fremme, at den britiske byggemarkedskæde Kingfisher er lykkedes med at skrue ned for omkostningerne og begrænse et faldende salg.
Dermed kan bunden i de udmeldte forventninger for året løftes.
Investorerne reagerer ved at sende aktien op med 6,3 pct.
Helt i toppen af Stoxx 600 ligger schweiziske Barry Callebaut, der laver chokolade, med et plus på 6,9 pct.
Det er blandt andet historien om lavere priser på kakaobønner, der smitter af på selskabet - samtidig med at et spareprogram kører efter planen, skriver finanshuset Barclays, der har hævet sin anbefaling til "overvægt" fra "undervægt."
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›