Aktier/middag: Genmab presses ned af svagere udsigter i rødt marked

Udgivet den 23-09-2024  |  kl. 11:46  |  
Genmab - Logo

Minusserne er i overtal på det danske aktiemarked mandag, hvor særligt Genmab er sat under pres.

Det sker efter, at Nordea har skruet på estimaterne og spår lavere indtjening end tidligere ventet de kommende år.

For det samlede C25-indeks har der været udsving over formiddagen, og midt på dagen dykker indekset med 0,4 pct. til 1978,88.

Det brede marked er også udfordret af en række industrital, der mandag formiddag er landet lavere end ventet.

- Det er ikke voldsomt, men det er nok til at vise, at den europæiske vækst forsat er udfordret, konstaterer Tine Choi, der er chefstrateg i PFA.

Der er tale om de såkaldte PMI-tal, der bredt set er faldet tilbage.

- Det er ikke lovende for udviklingen fremover, fordi vi ved, at erhvervstillidsindikatoren er god til at sige noget om aktiviteten fremover. Vi har en ret lav vækst, og nu får vi nogle tal, som dykker og viser, at udfordringerne ikke er overstået for Europa. Det skal sætte sig negativt i aktiemarkedet, lyder det videre.

Til at trække en anelse op i den modsatte ende er Novonesis, der har fået et højere kursmål hos Berenberg.

Uden for eliteindekset er der også pres på Coloplast, efter at bestyrelsesformand Lars Rasmussen i sidste uge solgte aktier for samlet 178 mio. kr. Det kom frem fredag kort før børslukketid.

I alt har han solgt aktier for lidt over 178 mio. kr. Det svarer i hele træskolængder til en hel dags omsætning på børsen, og Coloplast faldt også hver af de sidste fire børsdage i sidste uge med sammenlagt 4,4 pct.

Mandag middag ligger aktien 1 pct. lavere i 891,40 kr.

NOVONESIS TRODSER NEDTUR

Finanshuset Berenberg skruer op for kursmålet for aktien i Novonesis til 530 kr. fra 450 kr. og gentager købsanbefalingen.

Aktien henter 1,9 pct. til 468,10 kr.

I toppen er der også en anelse fremgang til Ørsted, der henter 1,4 pct. til 441,10 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

Genmab har mandag sat kurs mod det laveste niveau siden maj 2020, efter at Nordea har sænket sine estimater for Genmabs driftsindtjening i de kommende år.

På aktiemarkedet falder Genmab med 4,6 pct. til 1636,50 kr.

Banken venter, at Genmab vil investere store beløb i fase 3-studier med sine lægemiddelkandidater i de kommende år, og forudser, at markedets forventninger til driftsindtjeningen ligger for højt for de kommende år.

- Baseret på sandsynligheden for, at der vil være behov for betydelige investeringer for at avancere pipelinen med store kliniske senstadie studier i de kommende år, mener vi, at endnu en justering af konsensusindtjeningen ser mere og mere sandsynlig ud for 2025-27, skriver Nordea i et notat.

Nordea har hævet sine forventninger til Genmabs toplinje med 3-4 pct. for 2025-27, men hæver sine estimater for driftsomkostningerne endnu mere med 8-17 pct. Derfor skærer Nordea også sine EBIT-estimater med 8 pct. for 2025 og 15 pct. i både 2026 og 2027.

Banken har anbefalingen "hold" for Genmab.

SAMPO HAR UFORLØST POTENTIALE

Danske Bank ser uforløst potentiale i Sampos køb af Topdanmark og hæver nu anbefalingen til "køb" fra "hold".

Kursmålet for Sampo-aktien løftes til 373 kr. fra 305,80 kr., fremgår det af en analyse fra banken.

- Vi mener ikke, at markedet endnu har indregnet den potentielle indtjeningskraft samt attraktiviteten af Topdanmark-handlen, lyder det i analysen.

Sampos overtagelse af Topdanmark har været undervejs siden 2011, og den finske forsikringskoncern arbejder nu på at afslutte handlen og efterfølgende en fuld integration, fremgår det af analysen, hvor de to påpeger, at handlen giver "perfekt strategisk og økonomisk mening."

- Vigtigst af alt baner det vejen for indtjeningsvækst gennem betydelige synergier til en værdiansættelse, som vi mener var meget attraktiv, skriver Danske Bank.

Sampo-aktien stiger 2,9 pct. til 308,60 kr.

RYGKLAP TIL FLSMIDTH

FLSmidth får opmærksomhed hos Jefferies, der netop har indledt dækning af aktien med en købsanbefaling og et kursmål på 400 kr.

Aktien stiger 1,2 pct. til 340,20 kr.

Rygter om at NNIT er et opkøbsmål og i søgelyset hos en række potentielle købere blev fredag bragt af erhvervsmediet Inside Business og sendte NNIT-aktien 7,4 pct. højere til 123,80 kr.

Mandag fortsætter NNIT de positive takter og stiger yderligere 4,7 pct. til 129,60 kr.

Novo Nordisk handler mandag sidelæns i prisen 850,10 kr., men aktien kan få fokus i ugens løb. Topchef Lars Fruergaard Jørgensen deltager tirsdag i en høring i det amerikanske senats sundhedsudvalg om høje listepriser på diabetes 2-midlet, Ozempic.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

15:55 USA: Erhvervstilliden holder bedre stand i september end ventet
15:45 USA/åbning: Udsigt til endnu lavere renter giver grønt start - Intel sendes op efter bud
14:48 Trussel om havnestrejke hænger som en mørk sky over den amerikanske østkyst
14:40 USA/tendens: Let grøn åbning i sigte mens markedet afventer nye ord om økonomien
13:48 Novos salg af storsællerter opvejer snart tre årtiers forskning
13:14 Europa/aktier: Franske aktier presses ned på første handelsdag under ny regering
12:47 Unicredit køber yderligere op i Commerzbank trods modstand: Øger til cirka 21 pct.
12:27 Obligationer/middag: Renter dykker efter industrital peger på svag vækst
12:04 Coloplasts formand øjner forretningseventyr - sælger stort ud af medicoaktien
11:52 DSV har været i "konstruktiv" dialog med Nordea efter fragt gennem Rusland
11:46 Aktier/middag: Genmab presses ned af svagere udsigter i rødt marked
11:30 Novo kan se Bernie Sanders kridte banen op inden Fruergaard vidner i Senatet
10:28 Euroen og renterne i fald efter skuffende europæiske aktivitetstal
10:04 Aktivitetsindeks for eurozonen falder mere end ventet i september
09:47 Genmab er på vej i laveste niveau siden foråret 2020: Nordea har skåret sine estimater
09:36 Tyske indkøbschefer ser endnu mere negativt på aktiviteten i september end ventet
09:25 Berenberg hæver Novonesis-kursmål med næsten 20 pct. til 530 kr.
09:23 Aktier/åbning: C25 siver fra åbningen trods fremdrift i Novo Nordisk
09:17 Danske Bank skruer op for Sampos kursmål efter køb af Topdanmark
08:45 Obligationer/åbning: Lille rentefald inden nøgletal på stribe