Aktier/middag: Udsigt til havnestrejke i USA sender Mærsk til tops i småsurt C25

Udgivet den 30-09-2024  |  kl. 11:35  |  
Maersk

Risiko for strejke blandt havnearbejderne på den amerikansk østkyst bidrager mandag til at trække Mærsk-aktierne til tops i C25-indekset, som har indledt en hektisk uge i småsur stemning.

Eliteindekset ligger mandag middag i 1950,95 eller 0,5 pct. lavere end lukkeniveauet fredag eftermiddag.

- Vi starter stille og roligt, men det bliver en uge, hvor der er gang i den med nogle tunge nøgletal fra USA og inflationstal fra Europa, bemærker senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.

Han antager, at det indledende indeksfald skal ses som udtryk for tilbageholdenhed i markedet frem mod de makroøkonomiske data.

- Vi har set, at jobrapporten fra USA på fredag har haft stor betydning for markedet det sidste stykke tid, og vi har set, at den amerikanske centralbank skeler meget til jobmarkedet, og det var det, der gjorde, at de tog så hårdt fat med en rentenedsættelse på 50 basispunkter på sidste rentemøde, siger Martin Munk.

HAVNEAFTALE UDLØBER TIRSDAG

Omvendt står de selskabspecifikke nyheder ikke ligefrem i kø på ugens første handelsdag.

Mest opmærksomhed af den positive slags blandt eliteaktierne får Mærsk på baggrund af den forventede havnestrejke på den amerikanske østkyst. Logistiske forstyrrelse giver sædvanligvis anledning til stigende rater, som påvirker indtjeningen i containergiganten positivt.

- Overenskomsten udløber jo i dag, og der er fortsat ikke nogen ny aftale. Det er nok der, at forklaringen ligger, mener Martin Munk.

Rederiets B-aktier stiger 3,8 pct. til 11.240 kr. mandag middag.

REDUCEREDE KURSMÅL

Anderledes forholder det sig med GN, som er drattet til bunds i C25 med et fald på 3,7 pct. til 150,15 kr.

Det svenske børshus Carnegie har ifølge Bloomberg News reduceret kursmålet for høreapparataktien med 24 kr. til 210 kr., men fastholder anbefalingen "køb", som finanshuset har haft siden november 2023, da aktien stod lige under 140 kr.

Aktien er siden nytår faldet omkring 10 pct.

Lidt mere beskedent har Nordea mandag reduceret sit kursmål for Novo Nordisk til 1035 kr. fra 1065 kr. Medicinalaktien viger 0,5 pct. til 792,70 kr.

Og lige så marginalt har Danske Bank reduceret sit kursmål for Bavarian Nordic til 375 kr. fra 380 kr. Banken spår, at Bavarian Nordics omsætning kan blive lavere, end banken tidligere estimerede, da Bavarian i sin seneste aftale med Unicef har givet en lavere pris for selskabets mpox-vaccine..

Aktien reagerer med et fald på 1,6 pct. til 230.70 kr. og ligger i sit laveste niveau siden begyndelsen af februar i år.

FLSMIDTH SOM OPKØBSKANDIDAT

Uden for eliteindekset er der lidt mere inspiration til handlerne.

Svenske Handelsbanken mener, af den danske ingeniørkoncern FLSmidth kan blive mål for et opkøb fra svenske Sandvik, der lige som FLSmidth leverer udstyr til den globale mineindustri.

- Få investorer ville have taget os alvorligt for tre år siden, men i dag mener vi, at det er anderledes. FLS er en god virksomhed og vil snart blive fokuseret på minedriftsrelaterede aktiviteter. Vi mener, at transaktionen er gennemførlig, og at hovedejerne kan sælge til 540 kr. per aktie, konkluderer Handelsbanken ifølge nyhedsbureauet Direkt.

FLSmidths aktie stiger mandag middag 1,0 pct. til 377,40 kr.

Børshuset Kempen indleder analysedækning af aktien i biotekselskabet Gubra med den positive anbefaling "køb" og et kursmål på 870 kr. Det skriver Bloomberg News.

Kursmålet er tæt på 80 pct. over fredagens lukkekurs for Gubra, som stiger 1,4 pct. til 492 kr. Aktien er i år steget over 300 pct.

NNIT FÅR AFTALE MED ATP

It-selskabet NNIT har vundet en stor kontrakt hos pensionsgiganten ATP. Kontrakten med ATP er for levering af deres forretningskritiske SAP Debtor-system til Udbetaling Danmark. Aftalen løber initialt i seks år med mulighed for forlængelse to gange for en toårig periode.

NNIT fortæller, at kontrakten blev udbudt af ATP til en anslået værdi af 240 mio. kr. inklusive optioner, ad hoc-løsninger på bestilling og infrastrukturdrift, der skal leveres af en underleverandør.

NNIT handles uændret for 132 kr., men er i år steget knap 60 pct.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder