Obligationer/åbning: Sidelæns start på stille makrouge
De danske statsobligationer har fået en flad start på mandagens handel, hvor stemningen på markedet overordnet set er positiv.
I de allerførste handler blev der ellers købt op i de tiårige obligationer herhjemme, og renten faldt med 2 basispoint, men siden er markedet atter blevet jævnet ud, og renten på den toneangivende obligation med udløb i november 2033 er uændret i 2,05 pct., efter at den også endte uændret fredag.
I USA sluttede renten på den toneangivende tiårige T-bond fredag uændret i 4,44 pct. efter at have ligget noget højere først på handelsdagen, og mandag morgen er renten bakket yderligere et hak til 4,43 pct. på markedet i Tokyo.
Det er samtidig 3 basispoint lavere end ved dansk lukketid fredag.
Nøgletal er der ganske få af i den tungere klasse mandag. Investorerne vil derfor formentlig holde bedst øje med NAHB-boligindekset for november fra USA, der offentliggøres ud på eftermiddagen dansk tid - klokken 16.
Økonomerne venter ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News et fald til 42 fra 43 i oktober.
I det hele taget bliver ugestarten på rentemarkedet langsom, mens aktiemarkedet lader op til regnskab fra den amerikanske chipkæmpe Nvidia på onsdag.
- De vigtigste nøgletal kommer først fredag i form af PMI-tal for både USA og euroområdet, skriver Niels Christensen, der er chefanalytiker hos Nordea, i en kommentar mandag morgen.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›