Aktier/middag: Bavarian topper småsurt indeks efter udvidet godkendelse af koppevaccine
Bavarian Nordic er i fremgang på det danske aktiemarked mandag, hvor vaccineproducenten har fået godkendt sin koppevaccine til brug hos 12-17-årige af Verdenssundhedsorganisationen, WHO.
Imens er der pres på GN, efter at nye tal har vist tilbagegang for selskabets høreapparater i den offentlige salgskanal Veterans Affairs i USA.
Også Tryg er på tilbagetogt trods flere løftede kursmål, da aktien handles uden retten til det kvartalsudbytte, der blev annonceret i selskabets regnskab i fredags.
Det danske C25-indeks ligger ved middagstid på ugens første dag 0,3 pct. lavere i 1937,88.
Mandag byder på en begrænset nyhedsstrøm herhjemme, hvor efterårsferien lægger en dæmper på gemytterne. Senere på ugen kan det dog ændre sig, når Den Europæiske Centralbank, ECB, torsdag afslutter sit rentemøde for oktober.
Her er det forventningen i Jyske Bank, at renten vil blive sænket igen med 25 basispoint, som det også var tilfældet i september.
- Vi forventer, at ECB på torsdag nedsætter renten med 25 basispoint til 3,25 pct. Det vil i givet faldt betyde, at ECB accelererer tempoet i forhold til tidligere, hvor renten er blevet nedsat i juni og september, skriver chefstrateg Ib Fredslund Madsen i en kommentar og tilføjer, at han venter en fjerde og sidste lempelse i år til en indskudsrente på 3,00 pct.
BAVARIAN FÅR GODKENDT KOPPEVACCINE TIL UNGE
Bavarian Nordic har fået udvidet godkendelsen af sin koppevaccine hos Verdenssundhedsorganisationen, WHO.
Vaccinen, der er kendt under navnene Imvanex og Jynneos i henholdsvis Europa og USA, er således nu også godkendt for 12-17-årige, der vurderes særligt udsatte i forhold til udbrud af sygdommen mpox.
Bavarian stiger 0,9 pct. til 212,80 kr.
Royal Unibrew har mandag fået nyt fra den finske konkurrent Olvi, der blandt andet ejer Bryggeriet Vestfyen.
Olvi har opjusteret forventningerne til driftsresultatet til 78-84 mio. euro fra tidligere 71-80 mio. euro.
Sideløbende bakker Unibrew med 0,3 pct. til 543,50 kr.
GN SLÅR BAK EFTER VIGENDE MARKEDSANDELE I USA
GN er mandag at finde i den nedre ende af C25-indekset, efter at friske tal fra den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA) har vist tilbagegang for selskabets høreapparater.
Imens kan C25-kollegaen Demant en fremgang i sin markedsandel - målt på andelen af det samlede salg - til 19,3 pct. i september fra 18,9 pct. i august, mens GN's markedsandel aftog til 9,9 pct. fra 10,2 pct. i august.
GN falder 1,4 pct. til 138,05 kr., mens Demant stiger 0,1 pct. til 264,40 kr.
FINANSHUS SPÅR ØGET KONKURRENCE FOR NOVO
Novo Nordisk må i fremtiden affinde sig med større konkurrence på området for vægttabsmedicin, spår finanshuset Morningstar.
I dag er Novo sammen med den amerikanske ærkerival Eli Lilly de suverænt største på markedet, men om fem år kan det se anderledes ud, fremgår det af en analyse.
Til den tid kan nye udfordrere have lanceret konkurrerende behandlinger, der kan tage markedsandele fra Novo og Lilly, som dog også forventes at gøre deres for at kæmpe imod.
- Taget firstmover-fordele og innovation med næste generations produkter i betragtning forventer vi, at Novo og Lilly vil bevare to tredjedele af det samlede marked inden 2031, hvilket forstærker deres brede voldgrave.
Novo falder 0,9 pct. til 813,50 kr.
NYE KURSMÅL TIL TRYG
Forsikringsselskabet Tryg tog fredag hul på den danske regnskabssæson med sin rapport for tredje kvartal.
Regnskabet blev belønnet med et plus på 3,1 pct., da det forsikringstekniske resultat var over forventning.
Det har kastet flere små løft af Trygs kursmål af sig hos blandt andet SEB, der har hævet kursmålet til 180 kr. fra 175 kr. Anbefalingen er stadig "køb".
Mandag fragår retten til et udbytte på 1,95 kr. per aktie imidlertid, og Tryg falder 0,7 pct. - med 1,10 kr. - til 161,80 kr.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›