Europa/aktier: Britiske aktier og særligt Tate & Lyle dæmpede nedturen
Skuffende regnskabsmeldinger fra chipproducenten ASML og luksusgiganten LVMH bidrog onsdag til en lettere negativ aktiestemning i Europa.
Det brede europæiske Stoxx 600-indeks endte dog kun 0,2 pct. lavere, idet de britiske aktier var godt kørende og reducerede den samlede nedtur.
På London-børsen bragede Tate & Lyle i vejret onsdag eftermiddag med 8,3 pct., efter en artikel i Financial Times om at kapitalfonden Advent angiveligt forbereder et bud på fødevareproducenten.
Andre britiske aktier viste også gode takter i kølvandet af opløftende inflationstal fra Storbritannien, der kan bane vejen for yderligere pengepolitiske lempelser.
Men overordnet pegede aktiepilen i Europa lidt ned, og i Paris og Frankfurt faldt de ledende indeks henholdsvis 0,3 og 0,4 pct.
- Det ser lidt småsløjt ud på de europæiske aktiemarkeder. Vi fik nogle kedelige meddelelser fra ASML og LVMH tirsdag, og det er to selskaber, som vægter rigtigt tungt på det europæiske marked.
- Det påvirker primært de sektorer, de er en del af, men det smitter også lidt af på stemningen på det bredere aktiemarked, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.
I Holland faldt chipudstyrsproducenten ASML yderligere 5,1 pct. efter nedturen på 15,6 pct. tirsdag, da virksomheden fremlagde et slemt skuffende regnskab for tredje kvartal, hvor antallet af nye ordrer overraskende blev mere end halveret.
Tirsdag aften kom der også skuffende tal fra den franske luksusgigant LVMH, som onsdag bliver sendt ned med 3,7 pct. på børsen i Paris.
.\\˙ MarketWire
Tags: Europa❯ Market Close❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›